Salme 74

1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.

2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.

3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.

4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.

5 Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.

6 Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.

7 Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.

8 De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.

9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare.

10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?

11 Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!

12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.

13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.

14 du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.

15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.

16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.

17 du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.

18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.

19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!

20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.

21 Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!

22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.

23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!

Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.