Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
Asaf dwom. Ampa ara Onyankopɔn yɛ ma Israel, ɔyɛ ma wɔn a wɔn akoma mu teɛ.
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
Nanso me deɛ, anka me nan reyɛ awatiri; anka merehwere me nnyinasoɔ,
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
ɛfiri sɛ, mʼani beree ahantanfoɔ ɛberɛ a mehunuu amumuyɛfoɔ yiedie no.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Wɔnhunuu ahokyere da; na wɔwɔ ahoɔden ne apɔmuden.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
Dadwene a ɛtaa ba nnipa soɔ biara nna wɔn so; ɔdasani haw biara nna wɔn so.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Enti, ahantan yɛ wɔn kɔnmuadeɛ, na wɔde akakabensɛm afira.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Wɔn akoma a apirim no mu na nnebɔne firie; na wɔn amumuyɛ adwene nni mma ɔka.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
Wɔsere afoforɔ na wɔka wɔn ho nsɛm a ɛnyɛ; wɔde nhyɛsoɔ hunahuna afoforɔ wɔ ahomasoɔ mu.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
Wɔn ano ka ɔsoro nsɛm, na wɔn tɛkrɛma agye asase afa.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
Ɛno enti wɔn nkurɔfoɔ kɔ wɔn nkyɛn na wonya nsuo bebree nom.
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
Wɔbisa sɛ, “Ɛbɛyɛ dɛn na Onyankopɔn ahunu? Na Ɔsorosoroni no wɔ nhunumu anaa?”
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Sei na amumuyɛfoɔ no teɛ, hwee mfa wɔn ho, na wɔkɔ so pɛ ahonyadeɛ.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Ampa ara, mʼakoma a ɛho teɛ no, mannya hwee amfiri mu; me nsa a ɛnni fɔ no ayɛ kwa.
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
Ɛda mu nyinaa mehunu amane; anɔpa biara wɔtwe mʼaso.
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Sɛ mekaa sɛ, “Mɛkasa saa” a, anka medii wo mma no hwammɔ.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
Mebɔɔ mmɔden sɛ mɛte yeinom nyinaa ase, nanso na ɛhyɛ me so
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
kɔsii sɛ mekɔɔ Onyankopɔn kronkronbea hɔ; ɛhɔ na metee deɛ ɛbɛba wɔn so awieeɛ no ase.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Ampa ara wode wɔn gu baabi a ɛhɔ yɛ toro. Wode wɔn hwe fam sɛe wɔn pasaa.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Sɛdeɛ wɔsɛe prɛko pɛ, na ehu hwim wɔn kɔ no,
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
ɛte sɛ daeɛso, ɛberɛ a onipa anyaneɛ, Ao Awurade, sɛ wokanyane wo ho a, wobɛbu wʼani agu wɔn so sɛ biribi a ɛnni hɔ.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Ɛberɛ a awerɛhoɔ hyɛɛ mʼakoma mu na me sunsum dii yea no,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
meyɛɛ sɛ obi a ɔnnim hwee na ɔnni adwene; meyɛɛ sɛ aboa gyimifoɔ wɔ wʼanim.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Nanso, na mene wowɔ hɔ ɛberɛ biara; na wode wo nsa nifa asɔ me mu.
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
Wode wʼafotuo kyerɛ me ɛkwan; na akyire no, wode me bɛkɔ animuonyam mu.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Hwan na mewɔ wɔ soro ka wo ho? Na biribiara nni asase so a mepɛ ka wo ho.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Me honam, ne mʼakoma bɛdi me hwammɔ, nanso Onyankopɔn ne mʼakoma ahoɔden ne me kyɛfa daa nyinaa.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Wɔn a wɔmmɛn wo no bɛyera. Wosɛe wɔn a wɔnni wo nokorɛ nyinaa.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
Nanso, me deɛ, menim sɛ ɛyɛ sɛ wɔbɛbɛn Onyankopɔn. Mede Otumfoɔ Awurade ayɛ me hintabea; mɛka wo nneyɛɛ nyinaa akyerɛ.
