Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
Asaf dwom. Ampa ara Onyankopɔn ye ma Israel, oye ma wɔn a wɔn koma mu tew.
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
Nanso me de, anka me nan reyɛ awatiri; anka merehwere me nnyinaso,
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
efisɛ mʼani beree ahantanfo bere a mihuu amumɔyɛfo yiyedi no.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Wonni aperepere; na wɔwɔ ahoɔden ne apɔwmuden.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
Dadwen a ɛtaa ba nnipa so biara nna wɔn so; ɔdesani haw biara nna wɔn so.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Enti ahantan yɛ wɔn kɔnmuade, na wofura akakabensɛm.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Wɔn koma a apirim no mu na nnebɔne fi; na wɔn amumɔyɛ adwene nni awiei.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
Wɔserew afoforo na wɔka wɔn ho nsɛm a enye; wɔde nhyɛso hunahuna afoforo wɔ ahomaso mu.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
Wɔn ano ka ɔsoro nsɛm, na wɔn tɛkrɛma agye asase afa.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
Ɛno nti wɔn nkurɔfo kɔ wɔn nkyɛn na wonya nsu nom ma ebu so.
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
Wobisa se, “Ɛbɛyɛ dɛn na Onyankopɔn ahu? Na Ɔsorosoroni no wɔ nhumu ana?”
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Sɛɛ na amumɔyɛfo no te, hwee mfa wɔn ho, na wɔkɔ so pɛ ahonyade.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Ampa ara, mannya hwee amfi me komamtew mu; me nsa a enni fɔ no ayɛ ɔkwa.
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
Da mu nyinaa mihu amane; anɔpa biara wɔtwe mʼaso.
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Sɛ mekae se, “Mɛkasa saa” a, anka midii wo mma no huammɔ.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
Mebɔɔ mmɔden sɛ mɛte eyinom nyinaa ase, nanso na ɛhyɛ me so
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
kosii sɛ mekɔɔ Onyankopɔn kronkronbea hɔ; ɛhɔ na metee nea awiei no ɛbɛba wɔn so no ase.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Ampa ara wode wɔn gu faako a hɔ yɛ toro wode wɔn hwe fam sɛe wɔn pasaa.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Sɛnea wɔsɛe prɛko pɛ, na ehu hwim wɔn kɔ no.
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
Ɛte sɛ adaeso, bere a onipa anyan, Awurade, sɛ wokanyan wo ho a, wubebu wʼani agu wɔn so sɛ biribi a enni hɔ.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Bere a awerɛhow hyɛɛ me koma mu na me honhom dii yaw no,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
meyɛɛ sɛ obi a onnim hwee na onni adwene; meyɛɛ sɛ aboa gyimfo wɔ wʼanim.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Nanso na me ne wo wɔ hɔ bere biara; na wode wo nsa nifa aso me mu.
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
Wode wʼafotu kyerɛ me kwan; na akyiri no, wode me bɛkɔ anuonyam mu.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Hena na mewɔ wɔ ɔsoro ka wo ho? Na biribiara nni asase so a mepɛ ka wo ho.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Me honam, ne me koma bedi me huammɔ, nanso Onyankopɔn ne me koma ahoɔden ne me kyɛfa daa nyinaa.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Wɔn a wɔmmɛn wo no bɛyera. Wosɛe wɔn a wonni wo nokware nyinaa.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
Nanso me de, minim sɛ eye sɛ wobɛbɛn Onyankopɔn. Mede Otumfo Awurade ayɛ me guankɔbea; mɛka wo nneyɛe nyinaa akyerɛ.
