Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
MELEL, Kot kompoke pan men Ijrael, irail me makelekel nan monion arail.
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
A nai, ekij ta, a na i kat pan lodi, o I koren ion krijedi ni ai kakakawei.
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
Pwe I juedeki me aklapalap akan, ni ai kilaner en me japun akn ar pwaidar.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Pwe jota apwal kot lel on irail ni ar pan mela, re kin kelail o war arail wilar melel.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
Jota ar apwal kot dueta aramaj tei kan, o re jota pan kalokolok dueta aramaj tei kan.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Ari aklapalap, iei kapwat en tapin wor arail, o arail likau, iei arail tiak weit.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Por en maj arail tikitik o jued kilar ar wilar, o re kin wiada, me re inon ion.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
Re kin mamaleki meakaroj, o re kin lokelokaia me jued, o re kin lalaue o lokaia ni ar aklapalap.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
Dene arail lokaia tapi jan nanlan, o me irail indinda, dene I eta me pun ni jappa.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
I me aramaj akan lokididi on irail; o pil totoia re kin nimala.
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
Re kin inda: Iaduen, Kot pan kotin injenoki irail? O menda ren me aklapalap irail?
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Kilan, iduen me doo jan Kot akan; irail meid pai nin jappa, o re pan kapwapwala.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Iaduen, likamata jota katopa ai kamakelekeladar monion i o kaminela pa i kat ni me pun?
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
Pwe ran karoj i pan kalokolok, o ni manjan karoj ai kamekam mia.
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Koren ion i pil pan indinda dueta irail, a jo, pwe i de pan juedeki japwilim omui jeri kan karoj jan maj kokodo lel met.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
I ap madamadaua duen mepukat, pwen dedeki, a i jota kak on.
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
Nai lao pedelon on mon mol en Kot jaraui o kilaner imwin mo doo jan Kot akan.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Melel kom kotin pwili kin irail edi waja likakerij; kom kotin kapup irail edi on nani pwel.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Iaduen arail madan joredier. Irail lokidokila, o imwila’rail meid kamajapwek.
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
Main Ieowa, kom kin kotin kawela mom arail nan kanim o dueta auramen.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Ni ai madak nan monion i, o waiwairok nan ai mudilik kan,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
I ap diaradar, me nai ol pweipwei men, me jota aja meakot; dueta man amen mo omui.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Ari jo, i pan mimieta re omui kokolata, pwe komui kotin kolekol eta pa i pali maun.
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
Komui kin kalua ia duen kupur omui, o kom pan kotin kajamo ia nan linan omui.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Ma komui ta ai Kot, i jota pan anane meakot nanlan de jappa.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Ma pali war ai o nen i pan dupokala, pil menda, pwe komui Main Kot kamait pa i o pwaij ai kokolata.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Pwe kom kotin mani irail, me muei jan komui pan lokidokila; Kom pan kotin kajapokela karoj, me wuki wei jan komui.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
A iet ai peren, i en teneten on Kot, o i en kaporoporeki Kot leowa, pwen kalok jili omui wia wia kan karoj.
