Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
MELEL, Kot kompoke pan men Israel, irail me makelekel nan mongiong arail.
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
A ngai, ekis ta, a nä i kat pan lodi, o i koren iong krisedi ni ai kakakawei.
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
Pwe i suedeki me aklapalap akan, ni ai kilanger en me sapung kan ar pwaidar.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Pwe sota apwal kot lel ong irail ni ar pan mela, re kin kelail o war arail wilar melel.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
Sota ar apwal kot dueta aramas tei kan, o re sota pan kalokolok dueta aramas tei kan.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Ari aklapalap, iei kapwat en tapin wor arail, o arail likau, iei arail tiak weit.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Por en mas arail tikitik o sued kilar ar wilar, o re kin wiada, me re inong iong.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
Re kin mamaleki meakaros, o re kin lokelokaia me sued, o re kin lalaue o lokaia ni ar aklapalap.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
Dene arail lokaia tapi sang nanlang, o me irail indinda, dene i eta me pung nin sappa.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
I me aramas akan lokidi ong irail; o pil totoia re kin nimala.
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
Re kin inda: Iaduen, Kot pan kotin insenoki irail? O menda ren me lapalap irail?
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Kilang, iduen me doo sang Kot akan; irail meid pai nin sappa, o re pan kapwapwala.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Iaduen, likamata sota katepa ai kamakelekeladar mongiong i o kaminela pa i kat ni me pung?
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
Pwe ran karos i pan kalokolok, o ni mansang karos ai kamekam mia.
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Koren iong i pil pan indinda dueta irail, a so, pwe i de pan suedeki sapwilim omui seri kan karos sang mas kokodo lel met.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
I ap madamadaua duen mepukat, pwen dedeki, a i sota kak ong.
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
Ngai lao pedelong ong mon mol en Kot saraui o kilanger imwin me doo sang Kot akan.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Melel kom kotin pwili kin irail edi wasa likakeris; kom kotin kapup irail edi ong nani pwel.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Iaduen arail madang soredier. Irail lokidokila, o imwila’rail meid kamasapwek.
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
Maing Ieowa, kom kin kotin kawela mom arail nan kanim o dueta auramen.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Ni ai madak nan mongiong i, o waiwairok nan ai mudilik kan,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
I ap diaradar, me ngai ol pweipwei men, me sota asa meakot; dueta man amen mo omui.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Ari so, i pan mimieta re omui kokolata, pwe komui kotin kolekol eta pa i pali maun.
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
Komui kin kalua ia duen kupur omui, o kom pan kotin kasamo ia nan lingan omui.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Ma komui ta ai Kot, i sota pan anane meakot nanlang de sappa.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Ma pali war ai o ngen i pan dupokala, pil menda, pwe komui Maing Kot kamait pa i o pwais ai kokolata.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Pwe kom kotin mangi irail, me muei sang komui pan lokidokila; Kom pan kotin kasapokela karos, me wuki wei sang komui.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
A iet ai peren, i en tengeteng ong Kot, o i en kaporoporeki Kot Ieowa, pwen kalok sili omui wiawia kan karos.
