Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
Psalmus Asaph. Quam bonus Israel Deus his, qui recto sunt corde!
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
Mei autem pene moti sunt pedes: pene effusi sunt gressus mei.
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
Quia zelavi super iniquos, pacem peccatorum videns.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Quia non est respectus morti eorum: et firmamentum in plaga eorum.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
In labore hominum non sunt, et cum hominibus non flagellabuntur:
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Ideo tenuit eos superbia, operti sunt iniquitate et impietate sua.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Prodiit quasi ex adipe iniquitas eorum: transierunt in affectum cordis.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
Cogitaverunt, et locuti sunt nequitiam: iniquitatem in excelso locuti sunt.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
Posuerunt in cælum os suum: et lingua eorum transivit in terra.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
Ideo convertetur populus meus hic: et dies pleni invenientur in eis.
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
Et dixerunt: Quomodo scit Deus, et si est scientia in excelso?
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Ecce ipsi peccatores, et abundantes in sæculo, obtinuerunt divitias.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Et dixi: Ergo sine causa iustificavi cor meum, et lavi inter innocentes manus meas:
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
Et fui flagellatus tota die, et castigatio mea in matutinis.
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Si dicebam: Narrabo sic: ecce nationem filiorum tuorum reprobavi.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
Existimabam ut cognoscerem hoc, labor est ante me:
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
Donec intrem in Sanctuarium Dei: et intelligam in novissimis eorum.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Verumtamen propter dolos posuisti eis: deiecisti eos dum allevarentur.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Quomodo facti sunt in desolationem, subito defecerunt: perierunt propter iniquitatem suam.
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
Velut somnium surgentium Domine, in civitate tua imaginem ipsorum ad nihilum rediges.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Quia inflammatum est cor meum, et renes mei commutati sunt:
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
et ego ad nihilum redactus sum, et nescivi.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Ut iumentum factus sum apud te: et ego semper tecum.
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
Tenuisti manum dexteram meam: et in voluntate tua deduxisti me, et cum gloria suscepisti me.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Quid enim mihi est in cælo? et a te quid volui super terram?
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Defecit caro mea et cor meum: Deus cordis mei, et pars mea Deus in æternum.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Quia ecce, qui elongant se a te, peribunt: perdidisti omnes, qui fornicantur abs te.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
Mihi autem adhærere Deo bonum est: ponere in Domino Deo spem meam: ut annunciem omnes prædicationes tuas, in portis filiæ Sion.
