Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.
