Salme 73
1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
Psalam. Asafov Kako je dobar Bog čestitima, Bog onima koji su čista srca!
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
A meni umalo noge ne posrnuše, zamalo koraci ne okliznuše,
3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
jer zločincima zavidjeh motreći sreću grešnika.
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
Nikakvu patnju ne snose, pretilo je tijelo njihovo.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
Ne žive u mukama smrtnika, ljudske ih nevolje ne biju.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Stoga je oholost ogrlica vratu njihovu, a nasilje haljina koja ih pokriva.
7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Iz pretila srca izlazi opakost njihova, srca im se prelijevaju ispraznim tlapnjama.
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
Podsmjehuju se i zlobno govore, nasiljem prijete odozgo.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
Ustima na nebo nasrću, a jezik se njihov obara na zemlju.
10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
Zato moj narod za njima leti i srče obilne vode
11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
pa veli: “Kako da dozna Bog? Spoznaje li Svevišnji?”
12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Eto, takvi su grešnici: uvijek spokojni, bogatstvo zgrću.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Jesam li, dakle, samo ja uzalud čuvao srce čisto i u nedužnosti prao ruke
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
kad sam primao udarce svaki dan i kaznu jutro za jutrom?
15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
Da sam kazao: “Govorit ću kao i oni”, izdao bih rod sinova tvojih.
16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
Promišljah tada da bih spoznao: al' mi se učini mučno u očima mojim
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
sve dok ne nađoh ulaz u Božje svetinje pa prozreh kakav im je svršetak.
18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Zaista, na klizavu stazu ti ih postavljaš, u propast ih obaraš.
19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
Kako učas propadoše, nestaše, užas ih izjede!
20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
Kao što čovjek prezire san kad se probudi, tako ćeš, Gospode, prezreti lik im kada ustaneš.
21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
Kad mi duša bijaše ojađena, a bubrezi probodeni,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
bezumnik bijah bez razbora, k'o živinče pred tobom.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
Al' ću odsad uvijek biti s tobom, jer ti prihvati desnicu moju:
24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
vodit ćeš me po naumu svojem da me zatim uzmeš u slavu svoju.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
Koga ja imam u nebu osim tebe? Kad sam s tobom, ne veselim se zemlji.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Malaksalo mi tijelo i srce: okrilje srca moga, i baštino moja, o Bože, dovijeka!
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
Doista, propast će oni koji se udaljuju od tebe, istrebljuješ svakog tko ti se iznevjeri.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
A meni je milina biti u Božjoj blizini, imati sklonište svoje u Jahvi. Pripovijedat ću sva tvoja djela na vratima Kćeri sionske.
