Salme 69
1 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
Načelniku godbe na šestero strun, pesem Davidova. Reši me, Bog, ker vode mi prihajajo noter do duše,
2 Frels mig Gud, thi Vandene naar mig til Sjælen,
Pogrezam se v blato pregloboko; kjer ni trdnega pod nogo; zahajam v globočine vodâ; in val poplaveč me požira.
3 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen gaar over mig;
Trudim se vpijoč, suši se grlo moje; oči moje pešajo, ko upam v svojega Boga.
4 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie paa min Gud;
Več jih je ko glave moje lâs, ki me sovražijo po krivem; mogočneji so, ki me hočejo ubiti, ki so mi sovražniki po krivici; tedaj me silijo vrniti, česar nisem vzel.
5 flere end mit Hoveds Haar er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
O Bog, ti poznaš nespamet mojo, in krivice moje niso ti skrite.
6 Gud, du kender min Daarskab, min Skyld er ej skjult for dig.
Ne bodi jih mene sram, kateri čakajo tebe; Gospod, Bog vojnih krdél, rudečica naj ne oblije zaradi mene njih, ki iščejo tebe, Bog Izraelov.
7 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier paa dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!
Ker zavoljo tebe prenašam zasmehovanje; sramota pokriva obličje moje.
8 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Aasyn dækkes af Skændsel;
Tujec sem postal bratom svojim, in neznan matere moje sinovom.
9 fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.
Ker gorečnost za hišo tvojo me razjéda, in zasmehovanje njih, ki tebe zasmehujejo, mene zadeva.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet paa mig;
Ko jokajoč pokorim s postom dušo svojo, tedaj se mi to šteje za najhujšo sramoto.
11 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
Ko se oblačim v raševino, tedaj sem jim v pregovor.
12 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
O meni govoričijo vkup sedeči pri vratih, in pesmi pojó, ko pijejo opojno pijačo.
13 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
O meni torej je prošnja moja tá do tebe, Gospod: čas je milosti, Bog, po obilnosti milosti svoje usliši me, po blagi zvestobi svoji.
14 Men jeg beder, HERRE, til dig i Naadens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
Potegni me iz blata, in naj se ne pogreznem; otet naj bodem sovražnikov svojih, in iz globočin vodâ.
15 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Valovje vodâ naj me poplaveč ne odnese, in globočina naj me ne pogoltne, in jama naj ne zapre ust svojih nad mano.
16 lad Strømmen ikke gaa over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
Usliši me, Gospod, ker dobra je milost tvoja; po obilosti usmiljenja svojega ozri se v mé.
17 Svar mig, HERRE, thi god er din Naade, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
In ne skrivaj obličja svojega svojemu hlapcu; ker v stiski sem, hiti, usliši me!
18 dit Aasyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Vaade, skynd dig og svar mig;
Približaj se duši moji, ótmi jo; zavoljo sovražnikov mojih réši me.
19 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Ti poznaš zasramovanje moje in mojo sramoto ter nečast mojo; pred teboj so vsi sovražniki moji.
20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede paa alle mine Fjender.
Zasramovanje tare srce moje, tako da sem bolan; in ko ga čakam, da bi me miloval, nikogar ni; ali tolažiteljev, vendar ne najdem jih.
21 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves paa Medynk, paa Trøstere uden at finde;
Dà, za živež mi dajó želča, in v žeji moji dajó mi piti octa.
22 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
Njih miza bodi pred njimi za zanko, in za povračila, za zadrgo.
23 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
Otemné naj njih oči, da ne vidijo; in daj, da ledja njih omahujejo neprestano.
24 lad Øjnene slukkes, saa Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
Razlij na nje jezo svojo, in srd tvoj naj jih dohiti.
25 Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme naa dem;
Pusti naj bodejo njih gradovi, v šatorih njih ne bodi prebivalca.
26 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Ker preganjajo njega, kateregi si tí udaril, in po bolečini prebodencev tvojih spletajo pripovedke.
27 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du saared.
Pridevaj kazen kazni njih krivici, in naj ne pridejo v pravico tvojo.
28 Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke faa Del i din Retfærd;
Izbrišejo naj se iz življenja knjige, in s pravičnimi naj se ne zapisujejo.
29 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
Jaz pa ubožen in trpeč, blaginja tvoja, Bog, postavila me bode na višavo.
30 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
Hvalil bodem ime Božje s pesmijo, in poveličeval ga bodem sè zahvaljevanjem,
31 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
Kar se bode bolje zdelo Gospodu, ko vol, junec rogat z razklanimi parklji.
32 det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!
Ko bodejo to videli krotki, veselili se bodo; in oživelo bode srce vaše, ki iščete Boga.
33 Naar de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
Ker Gospod se ozira na potrebne, in jetnikov svojih ne zameta.
34 Thi HERREN laaner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
Hvalila ga bodo nebesa in zemlja, morja in karkoli lazi po njih.
35 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Ker Bog otima Sijon in zida z nova mesta Judovska, da stanujejo tam, in podedujejo ono deželo.
36 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
Nasledniki, pravim, hlapcev njegovih naj jo posedajo, in ljubitelji imena njegovega naj prebivajo v njej,
