Salme 62

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David.

2 Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;

Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse.

3 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget.

4 Hvor længe stormer I løs paa en Mand, — alle slaar I ham ned — som paa en hældende Væg, en faldende Mur?

Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød?

5 Ja, de oplægger Raad om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. (Sela)

Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. (Sela)

6 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Haab;

Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning.

7 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes.

8 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;

Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.

9 stol paa ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. (Sela)

Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. (Sela)

10 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, paa Vægtskaalen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe.

11 Forlad eder ikke paa Vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpaa!

Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil!

12 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.

Een Gang har Gud talt, ja, to Gange, hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning.