Salme 59
1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.
Izbavi me od neprijatelja mojih, Bože moj, i od onijeh, što ustaju na me, zakloni me.
2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
Izbavi me od onijeh koji èine bezakonje, i od krvopija saèuvaj me.
3 fri mig fra Udaadsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
Evo zlo namišljaju duši mojoj, skupljaju se na me silni, bez krivice moje i bez grijeha mojega, Gospode.
4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
Bez krivice moje stjeèu se i oružaju se; ustani za mene, i gledaj.
5 Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vaagn op og kom mig i Møde, se til!
Ti, Gospode, Bože nad vojskama, Bože Izrailjev, probudi se, obiði sve ove narode, nemoj požaliti odmetnika.
6 Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vaagn op og hjemsøg alle Folkene, skaan ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
Nek se vrate uveèe, laju kao psi, i idu oko grada.
7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
Evo ruže jezikom svojim, maè im je u ustima, jer, vele, ko æe èuti?
8 Se, deres Mund løber over, paa deres Læber er Sværd, thi: »Hvem skulde høre det?«
Ali ti æeš se, Gospode, smijati njima i posramiti sve ove narode.
9 Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
Oni su jaki, ali ja na tebe pogledam, jer si ti Bog èuvar moj.
10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
Bog, koji me miluje, ide preda mnom, Bog mi daje bez straha da gledam neprijatelje svoje.
11 med Naade kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
Nemoj ih pobiti, da ne bi zaboravio narod moj; raspi ih silom svojom i obori ih, Gospode, branièu naš,
12 Slaa dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
Za grijeh usta njihovijeh, za rijeèi jezika njihova; nek se uhvate u oholosti svojoj za kletvu i laž koju su govorili.
13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
Raspi u gnjevu, raspi, da ih nema; i neka poznadu da Bog vlada nad Jakovom i do krajeva zemaljskih.
14 udryd dem i Vrede, gør Ende paa dem, saa man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
Nek se vrate uveèe, laju kao psi, i idu oko grada.
15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
Neka tumaraju tražeæi hrane, i ne nasitivši se neka noæi provode.
16 vanker rundt efter Føde og knurrer, naar de ikke mættes.
A ja æu pjevati silu tvoju, rano ujutru glasiti milost tvoju; jer si mi bio obrana i utoèište u dan nevolje moje.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Naade; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt paa Nødens Dag. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min naadige Gud.
Silo moja! tebi æu pjevati, jer si ti Bog èuvar moj, Bog koji me miluje.
