Salme 59
1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.
Psalmus, in finem, ne corrumpas, David in tituli inscriptionem, quando misit Saul, et custodivit domum eius, ut eum interficeret. Eripe me de inimicis meis Deus meus: et ab insurgentibus in me libera me.
2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
Eripe me de operantibus iniquitatem: et de viris sanguinum salva me.
3 fri mig fra Udaadsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
Quia ecce ceperunt animam meam: irruerunt in me fortes.
4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
Neque iniquitas mea, neque peccatum meum Domine: sine iniquitate cucurri, et direxi.
5 Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vaagn op og kom mig i Møde, se til!
Exurge in occursum meum, et vide: et tu Domine Deus virtutum, Deus Israel, Intende ad visitandas omnes gentes: non miserearis omnibus, qui operantur iniquitatem.
6 Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vaagn op og hjemsøg alle Folkene, skaan ej een af de troløse Niddinger! (Sela)
Convertentur ad vesperam: et famem patientur ut canes, et circuibunt civitatem.
7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
Ecce loquentur in ore suo, et gladius in labiis eorum: quoniam quis audivit?
8 Se, deres Mund løber over, paa deres Læber er Sværd, thi: »Hvem skulde høre det?«
Et tu Domine deridebis eos: ad nihilum deduces omnes gentes.
9 Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
Fortitudinem meam ad te custodiam, quia Deus susceptor meus es:
10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
Deus meus misericordia eius praeveniet me.
11 med Naade kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
Deus ostendit mihi super inimicos meos, ne occidas eos: nequando obliviscantur populi mei. Disperge illos in virtute tua: et depone eos protector meus Domine:
12 Slaa dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
Delictum oris eorum, sermonem labiorum ipsorum: et comprehendantur in superbia sua. Et de execratione et mendacio annunciabuntur
13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
in consummatione: in ira consummationis, et non erunt. Et scient quia Deus dominabitur Iacob: et finium terrae.
14 udryd dem i Vrede, gør Ende paa dem, saa man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! (Sela)
Convertentur ad vesperam, et famem patientur ut canes: et circuibunt civitatem.
15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
Ipsi dispergentur ad manducandum: si vero non fuerint saturati, et murmurabunt.
16 vanker rundt efter Føde og knurrer, naar de ikke mættes.
Ego autem cantabo fortitudinem tuam: et exaltabo mane misericordiam tuam. Quia factus es susceptor meus, et refugium meum, in die tribulationis meae.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Naade; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt paa Nødens Dag. Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min naadige Gud.
Adiutor meus tibi psallam, quia Deus susceptor meus es: Deus meus misericordia mea.
