Salme 57
1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul.
Smiluj se na me, Bože, smiluj se na me; jer se u tebe uzda duša moja, i pod sjen krila tvojih sklanjam se dok ne proðu nevolje.
2 Vær mig naadig, Gud, vær mig naadig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
Prizivam Boga višnjega, Boga, koji mi dobro èini;
3 Gud, den Højeste, paakalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
Da pošlje s neba i saèuva me, da posrami onoga koji traži da me proždre; da pošlje Bog milost svoju i istinu svoju.
4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Naade og Trofasthed.
Duša je moja meðu lavovima, ležim meðu onima koji dišu plamenom. Zubi su sinova ljudskih koplja i strijele, i njihov jezik maè oštar.
5 Jeg maa ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
Uzvisi se više nebesa, Bože, po svoj zemlji neka bude slava tvoja!
6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Metnuše zamku nogama mojima, i stegoše dušu moju, iskopaše preda mnom jamu, i sami padoše u nju.
7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. (Sela)
Utvrdilo se srce moje, Bože, utvrdilo se srce moje; pjevaæu te i slaviæu.
8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
Probudi se, slavo moja, probudi se, psaltire i gusle; ustaæu rano.
9 vaagn op, min Ære! Harpe og Citer vaagn op, jeg vil vække Morgenrøden.
Hvaliæu Gospoda po narodima, pjevaæu ti po plemenima.
10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
Jer je velika do nebesa milost tvoja, i istina tvoja do oblaka.
11 thi din Miskundhed naar til Himlen, din Sandhed til Skyerne. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Uzvisi se više nebesa, Bože, po svoj zemlji neka bude slava tvoja!
