Salme 55
1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,
Til sangmesteren; med strengelek; en læresalme av David. Vend øret, Gud, til min bønn, og skjul dig ikke for min inderlige begjæring!
2 laan mig Øre og svar mig, jeg vaander mig i Klage,
Gi akt på mig og svar mig! Mine sorgfylte tanker farer hit og dit, og jeg må stønne,
3 jeg stønner ved Fjendernes Raab og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
for fiendens røst, for den ugudeliges undertrykkelse; for de velter elendighet over mig, og i vrede forfølger de mig.
4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
Mitt hjerte bever i mitt bryst, og dødens redsler er falt på mig.
5 Frygt og Angst falder paa mig, Gru er over mig.
Frykt og beven kommer over mig, og forferdelse legger sig over mig.
6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
Og jeg sier: Gid jeg hadde vinger som duen! Da vilde jeg flyve bort og feste bo.
7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)
Se, jeg vilde flykte langt bort, jeg vilde ta herberge i ørkenen. (Sela)
8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
Jeg vilde i hast søke mig et tilfluktssted for den rasende vind, for stormen.
9 Herre, forvir og split deres Tungemaal! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
Opsluk dem, Herre, kløv deres tungemål! For jeg ser vold og kiv i byen.
10 de gaar Rundgang Dag og Nat paa dens Mure;
Dag og natt vandrer de omkring den på dens murer, og elendighet og ulykke er inneni den.
11 Ulykke, Kvide og Vanheld raader derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
Fordervelse er inneni den, og undertrykkelse og svik viker ikke fra dens torv.
12 Det var ikke en Fjende, som haaned mig — det kunde bæres; min Uven ydmyged mig ej — ham kunde jeg undgaa;
For ikke er det en fiende som håner mig, ellers vilde jeg bære det; ikke er det min avindsmann som ophøier sig over mig, ellers vilde jeg skjule mig for ham;
13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
men det er du, du som var min likemann, min venn og min kjenning -
14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
vi som levde sammen i fortrolig omgang, som vandret til Guds hus blandt den glade høitidsskare.
15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)
Ødeleggelse komme over dem! La dem fare levende ned i dødsriket! For ondskap hersker i deres bolig, i deres hjerte. (Sheol h7585)
16 Jeg, jeg raaber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
Jeg vil rope til Gud, og Herren skal frelse mig.
17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
Aften og morgen og middag vil jeg klage og sukke, så hører han min røst.
18 og udfri min Sjæl i Fred, saa de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
Han forløser min sjel fra striden imot mig og gir mig fred; for i mengde er de omkring mig.
19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
Gud skal høre og svare dem - han troner jo fra fordums tid, (sela) dem som ikke vil bli anderledes, og som ikke frykter Gud.
20 Paa Venner lagde han Haand og brød sin Pagt.
Han legger hånd på dem som har fred med ham, han vanhelliger sin pakt.
21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
Hans munns ord er glatte som smør, men hans hjertes tanke er strid; hans ord er bløtere enn olje, og dog er de dragne sverd.
22 Kast din Byrde paa HERREN, saa sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
Kast på Herren det som tynger dig! Han skal holde dig oppe; han skal i evighet ikke la den rettferdige rokkes.
23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd naa Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler paa dig!
Og du, Gud, skal støte dem ned i gravens dyp; blodgjerrige og falske menn skal ikke nå det halve av sine dager; men jeg setter min lit til dig.
