Salme 55
1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,
In finem, In carminibus, intellectus David. Exaudi Deus orationem meam, et ne despexeris deprecationem meam:
2 laan mig Øre og svar mig, jeg vaander mig i Klage,
intende mihi, et exaudi me. Contristatus sum in exercitatione mea: et conturbatus sum
3 jeg stønner ved Fjendernes Raab og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
a voce inimici, et a tribulatione peccatoris. Quoniam declinaverunt in me iniquitates, et in ira molesti erant mihi.
4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
Cor meum conturbatum est in me: et formido mortis cecidit super me.
5 Frygt og Angst falder paa mig, Gru er over mig.
Timor et tremor venerunt super me: et contexerunt me tenebræ:
6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
Et dixi: Quis dabit mihi pennas sicut columbæ, et volabo, et requiescam?
7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)
Ecce elongavi fugiens: et mansi in solitudine.
8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
Expectabam eum, qui salvum me fecit a pusillanimitate spiritus, et tempestate.
9 Herre, forvir og split deres Tungemaal! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
Præcipita Domine, divide linguas eorum: quoniam vidi iniquitatem, et contradictionem in civitate.
10 de gaar Rundgang Dag og Nat paa dens Mure;
Die ac nocte circumdabit eam super muros eius iniquitas: et labor in medio eius,
11 Ulykke, Kvide og Vanheld raader derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
et iniustitia. Et non defecit de plateis eius usura et dolus.
12 Det var ikke en Fjende, som haaned mig — det kunde bæres; min Uven ydmyged mig ej — ham kunde jeg undgaa;
Quoniam si inimicus meus maledixisset mihi, sustinuissem utique. Et si is, qui oderat me, super me magna locutus fuisset: abscondissem me forsitan ab eo.
13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
Tu vero homo unanimis: dux meus, et notus meus:
14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
Qui simul mecum dulces capiebas cibos: in domo Dei ambulavimus cum consensu.
15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)
Veniat mors super illos: et descendant in infernum viventes: Quoniam nequitiæ in habitaculis eorum: in medio eorum. (Sheol h7585)
16 Jeg, jeg raaber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
Ego autem ad Deum clamavi: et Dominus salvabit me.
17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
Vespere, et mane, et meridie narrabo et annuntiabo: et exaudiet vocem meam.
18 og udfri min Sjæl i Fred, saa de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
Redimet in pace animam meam ab his, qui appropinquant mihi: quoniam inter multos erant mecum.
19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
Exaudiet Deus, et humiliabit illos, qui est ante sæcula. Non enim est illis commutatio, et non timuerunt Deum:
20 Paa Venner lagde han Haand og brød sin Pagt.
extendit manum suam in retribuendo. Contaminaverunt testamentum eius,
21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
divisi sunt ab ira vultus eius: et appropinquavit cor illius. Molliti sunt sermones eius super oleum: et ipsi sunt iacula.
22 Kast din Byrde paa HERREN, saa sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
Iacta super Dominum curam tuam, et ipse te enutriet: non dabit in æternum fluctuationem iusto.
23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd naa Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler paa dig!
Tu vero Deus deduces eos, in puteum interitus. Viri sanguinum, et dolosi non dimidiabunt dies suos: ego autem sperabo in te Domine.
