< Salme 55 >
1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David. Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min Tryglen,
2 laan mig Øre og svar mig, jeg vaander mig i Klage,
3 jeg stønner ved Fjendernes Raab og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
5 Frygt og Angst falder paa mig, Gru er over mig.
6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)
8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
9 Herre, forvir og split deres Tungemaal! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
10 de gaar Rundgang Dag og Nat paa dens Mure;
11 Ulykke, Kvide og Vanheld raader derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
12 Det var ikke en Fjende, som haaned mig — det kunde bæres; min Uven ydmyged mig ej — ham kunde jeg undgaa;
13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol )
16 Jeg, jeg raaber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
18 og udfri min Sjæl i Fred, saa de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
20 Paa Venner lagde han Haand og brød sin Pagt.
21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
22 Kast din Byrde paa HERREN, saa sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd naa Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler paa dig!
