Salme 52

1 Til Sangmesteren. En Maskil af David,

Nǝƣmiqilǝrning bexiƣa tapxurulup oⱪulsun dǝp, Dawut yazƣan «Masⱪil»; Edomluⱪ Doǝg Saul padixaⱨning yeniƣa berip: «Dawut Ahimǝlǝkning ɵyigǝ kirdi» dǝp ayƣaⱪqiliⱪ ⱪilƣandin keyin yezilƣan: — I noqi batur, Nemǝ üqün rǝzillikingdin mahtinisǝn? Tǝngrining ɵzgǝrmǝs muⱨǝbbiti mǝnggülüktur.

2 da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.

Ɵtkür ustira kǝbi, Tiling zǝⱨǝr qaqmaⱪqi, U yalƣanqiliⱪ toⱪuwatidu.

3 Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

Sǝn yahxiliⱪning ornida yamanliⱪni, Ⱨǝⱪ sɵzlǝxning ornida yalƣanqiliⱪni yahxi kɵrisǝn;

4 Du pønser hele Dagen paa ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,

Ⱨaman adǝmni nabut ⱪilidiƣan sɵzlǝrni yahxi kɵrisǝn, i aldamqi til!

5 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. (Sela)

Bǝrⱨǝⱪ, Tǝngri ohxaxla seni mǝnggügǝ yoⱪitidu; U seni tutuwalidu, yǝni ɵz qediringdin tartip qiⱪidu; Tiriklǝrning zeminidin seni yiltizingdin ⱪomurup taxlaydu. (Selaⱨ)

6 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

Ⱨǝⱪⱪaniylar buni kɵrüp ⱪorⱪuxidu, Wǝ uni mǝshirǝ ⱪilip külüp: —

7 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! (Sela)

«Ⱪaranglar, Hudani ɵz yɵlǝnqisi ⱪilmiƣan adǝm, Pǝⱪǝt ɵz bayliⱪlirining kɵplükigǝ tayanƣan adǝm; U aq kɵzlüki bilǝn küqlǝndi» — dǝydu.

8 De retfærdige ser det, frygter og haaner ham leende:

Mǝn bolsam Hudaning ɵyidǝ ɵskǝn baraⱪsan zǝytun dǝrǝhtǝkmǝn, Mǝn Hudaning ɵzgǝrmǝs muⱨǝbbitigǝ mǝnggügǝ tayinimǝn.

9 »Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled paa sin megen Rigdom, trodsed paa sin Velstand!« Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid paa. Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.

Mǝn Sanga ǝbǝdil’ǝbǝd tǝxǝkkür eytimǝn; Qünki Sǝn bu ixlarni ⱪildingsǝn; Mɵmin bǝndiliring aldida namingƣa tǝlmürüp kütimǝn; Muxundaⱪ ⱪilix ǝladur.