< Salme 50 >

1 En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
Psalm Asafu; Bog mogočni, Bog Gospod govori in kliče zemljo od vzhoda solnčnega do zahoda.
2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans
Sè Sijona, najvišje lepote, proseva Bog.
3 — vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
(Pridi, naš Bog, in ne delaj se gluhega); ogenj razsaja pred njim, in silno viharno je okrog njega.
4 han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
Nebesa kliče od zgoraj, in zemljo, da sodi ljudstvo svoje:
5 »Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«
Zberite mi jih, katerim sem delil milost, kateri so storili zavezo z menoj po daritvi.
6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
Ko so nebesa oznanjala pravico njegovo, da je Bog sodnik,
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
Čuj, ljudstvo moje, in govoril bodem, Izrael, in na pričo te klical; Bog, Bog naj bodem tvoj.
8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
Ne zavoljo daritev tvojih te bodem svaril, da naj bodejo žgalne daritve tvoje vedno pred menoj.
9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
Ne sprejmem iz hiše tvoje junca, kozličev iz tvojih ograj.
10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;
Ker moja je vsaka gozdna zver, živali v gorah tisoč,
11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.
Vse tiče gorske poznam, in živali poljske so v moji oblasti.
12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
Ko bi bil gladen, ne rekel bi tebi; ker moja je zemlja vesoljna in njena obilost.
13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
Ali živim o mesu krepkih juncev, ali pijem kozlov kri?
14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
Hvalo daruj Bogu, in najvišjemu opravljaj obljube svoje.
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
In kliči me o času stiske; rešil te bodem, da me čestiš.
16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
Krivičnemu pa pravi Bog: Kaj da naštevaš zapovedi moje in jemlješ zavezo mojo v svoja usta?
17 naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
Ker ti sovražiš poštenje, in besede moje si vrgel zá se.
18 Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,
Kakor hitro vidiš tatú, sprijazniš se z njim; in s prešestniki je delež tvoj.
19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.
Usta svoja rabiš za húdo, in z jezikom svojim spletaš zvijačo.
20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
Sedé obrekuješ svojega brata, sina matere svoje sramotiš.
21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
Ko si to počel, delal sem se gluhega; zato meniš, da sem prav tebi podoben: svarim te in govorim ti v óči.
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
Pázite vendar na to vi, ki zábite Boga, da ne zgrabim in ga ne bode, da bi rešil.
23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
Kdor daruje hvalo, česti me, in kdor uravnava pot, storil bodem, da uživa blaginjo Božjo.

< Salme 50 >