Salme 50

1 En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

KOT Ieowa manaman masanier o molipedo sappa sang ni tapin katipin lel ni a kiridi.

2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans

Lingan en Kot tapida sang Sion.

3 — vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

Atail Kot kotido, o a sota kin kotin sapaimokit. Kisiniai kelail kin tiong mo a, o melimel laud kin mi impa.

4 han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

A kotin molipe lang o sappa, pwen kapungala sapwilim a aramas akan!

5 »Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«

Komail kapokon pena nai lelapok kan, me wiadar ar inau ong ia ni ansau en mairong!

6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)

Nanlang pan kasaleda a pung; pwe Kot kin kotin kadeikada. (Sela)

7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

Komail nai aramas akan rong, I pan padaki ong komail. Israel, I pan kaparoki ong komail: Ngai Kot, om Kot.

8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

I sota pan kaloke uk pweki om mairong, pwe om mairong isis kin wiaui ong ia ansau karos.

9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

Ari so, I sota pan ale sang komail kau ol de kut o sip ol sang nan im omail.

10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;

Pwe man en nan wel karos me ai o pil man akan, me mimi pon nana kid pak toto.

11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.

I asa manpir en nana karos o song en man karos, me mi nan sap, kin mi re i.

12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

Ma I men mangadar, I sota pan indang uk, pwe sappa me ai o audepa karos.

13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

Da, koe lamelame, me I kin inong iong uduk en kau ol, de I men nim ntan kut ol?

14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

Mairongki danke ong Kot o kapungalang me Lapalap o om inau.

15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

Likwir dong ia ni om insensued, I ap pan dore uk ala, a koe pan kapinga ia.

16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

A Kot kotin masani ong me sapung o: Da me koe kaparok duen ai kusoned akan, o lokaia kida au om duen ai inau,

17 naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

Pwe koe kin tateki tiak pung o mamaleki ai kusoned akan?

18 Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,

Ma koe pan kilang lipirap amen, koe kin iang i, o koe kin waroki ong me kamal akan.

19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.

Au om kin lokaia kiwei me sued o lo om me likam.

20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

Koe kin wonon o lokaia likam duen ri om; o nain in om putak koe kin karaune mal.

21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

Koe wiada mepukat, a ngai kin nenenla; koe ap kiki ong, me ngai dueta koe. A I pan kapung ong uk o kasaleda mon mas om.

22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

Komail me mamaleki Kot, en asa, I pan kasor komail la o sota sauas pamail pan mia.

23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Me kin mairongki danke, kin kapinga ia; o i al o, me I pan kasale ong i duen maur en Kot.