Salme 50
1 En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
Ein salme av Asaf. Gud, Gud Herren talar og kallar på jordi frå solekoma til soleglad.
2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans
Frå Sion, fagerleiks kruna, strålar Gud fram.
3 — vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
Vår Gud kjem og skal ikkje tegja. For hans åsyn gjeng etande eld, og ikring honom stormar det sterkt.
4 han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
Han kallar på himmelen ovantil og på jordi til å døma sitt folk.
5 »Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«
«Samla til meg mine trugne, som hev gjort pakt med meg um offer!»
6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
Og himlarne forkynner hans rettferd; for Gud er den som skal halda dom. (Sela)
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
«Høyr, mitt folk, eg vil tala; Israel, eg vil vitna imot deg; Gud, din Gud er eg.
8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
Ikkje for dine offer vil eg lasta deg; dine brennoffer er alltid framfyre meg.
9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
Eg vil ikkje taka uksar frå ditt hus eller bukkar frå dine grindar.
10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;
For meg høyrer alle dyr i skogen til, fe på fjelli i tusundtal.
11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.
Eg kjenner alle fuglar på fjelli, og det som rører seg på marki, er meg for augo.
12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
Um eg var hungrig, vilde eg ikkje segja det til deg; for meg høyrer jordriket til med alt det som fyller det.
13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
Skulde eg eta kjøt av stutar og drikka blod av bukkar?
14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
Ofra lov og takk til Gud og gjev den Høgste det du hev lova,
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
og kalla på meg den dag du er i naud, so vil eg frelsa deg ut, og du skal prisa meg.»
16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
Men til den ugudlege segjer Gud: «Kva hev du med å fortelja um mine lover og taka mi pakt i din munn,
17 naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
etter di du hatar tukt og kastar mine ord attum deg?
18 Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,
Når du ser ein tjuv, er du gjerne med honom, og med horkarar er du i lag.
19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.
Din munn slepper du laus til vondt, og di tunga spinn i hop svik.
20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
Du sit og talar imot bror din, set ein skamflekk på son til mor di.
21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
Dette gjorde du, og eg tagde; so tenkte du eg var liksom du sjølv; men eg vil yvertyda deg og leggja det fram for deg.
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
Gjev gaum etter dette, de som gløymer Gud, so eg ikkje skal riva burt, og ingen frelser.
23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
Den som ofrar meg takk, han ærar meg, og den som gjeng den rette veg, honom vil eg lata sjå Guds frelsa!»
