< Salme 50 >
1 En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud Herren har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang.
2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans
Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt.
3 — vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
4 han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk.
5 »Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«
„Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer‟.
6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. (Sela)
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gud.
8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig.
9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde.
10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;
Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.
11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.
Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig.
12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod?
14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter!
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.
16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund,
17 naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig?
18 Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,
Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del.
19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.
Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig.
20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn.
21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne.
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som frier.
23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse.