Salme 49
1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
Komail kainok kan karoj ron o dedeki, komail toun jap karoj.
2 baade høj og lav, baade rig og fattig!
Ir karoj, aramaj o jaupeidi, ir karoj me kapwapwa o jamama kan!
3 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
Au ai pan kaparok duen lolekon, o monion I duen lamalam pun.
4 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
I pan kapaike don jalon ai lepen majan, o i pan kajaleda me rir akan ni nil en arp.
5 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
Da me i en majak ni ran apwal akan, ma me japun kan kapil ia pena,
6 de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
Me kin kaporoporeki ar dipijou o juaiki ar kapwa toto?
7 Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
Pwe jota me kak dorela ri a, de tomeki i ren Kot,
8 — Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
(Pwe meid apwal, en dorela nen ar; a jota pan pwaida kokolata).
9 og aldrig faa Graven at se;
Pwen maur potopot o jota kilan joujou o.
10 nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
Pwe a kin kilan, me lolekon kan kin mela dueta me pweipwei o iakalar akan, o re pan mueid on amen ar dipijou kan.
11 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
I me re kin peren kida, ma im arail pan duedueta, o deu’rail pan mimieta kokolata; o re konekon melel nin jappa.
12 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
Ari jo, aramaj me konekon jota kak mimieta ni mepukat, pwe a pan kokowei dueta man amen.
13 Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
let ar wiawia pukat meid pweipwei; ari jo, kadaudok ar kin kapina ki au arail.
14 I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
Re wonon nan wajan mela dueta pwin jip; mela kin kamana ir; a me lelapok kan pan kaun irail da madan, o mom ar pan joredi, o re pan doo jan deurail, mimieta nan pweleko. (Sheol h7585)
A Kot pan kotin dorela nen i jan nan mana en wajan mela, pwe a pan kotin japwilimane kin ia. (Sheol h7585)
16 Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
Koe der puriamuiki, ma amen pan kapwapwala, o ma linan en im a pan laudala.
17 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
Pwe a jota pan wala meakot ni a pan mela, o a linan jota pan idauenla i.
18 Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
A kin injenemau kila peren en maur kajelel wet, o aramaj kin kapina ir, me kin apapwali pein ir eta ni maur et.
19 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
A pan idauen la jam a kan, ap jolar kilan marain kokolata.
20 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
Ari, ma aramaj amen indand mau, ap jota a lamalam, a pan kokowei dueta man amen.
