Salme 49
1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
Janjiño zao, ry kilakila ondatio; manokilaña ravembia, ze hene mpimone’ ty tane toy;
2 baade høj og lav, baade rig og fattig!
Ty ambane naho ty ambone, ty mpañaleale miharo ami’ty rarake.
3 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
Hivolan-kihitse ty vavako, vaho ho ereñeren-troko ty hilala.
4 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
Hatokilako mb’am- pandrazañan-drehake ty sofiko. ho ventareko an-dokanga ty tafatòñoko,
5 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
Ino ty hahahembañ’ ahiko an-tsan-kankàñe, ie miarikoboñe ahy ty hatsivokara’ o mpañonjo-tomitse amakoo,
6 de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
o mpiato amo fanaña’eoo, vaho mirengevok’ ami’ty habei’ o vara’eo?
7 Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
Leo ondaty raike, ndra manao akore, tsy hahavoavily ty ain-dongo’e, ndra hibanabana jebañe aman’Añahare ho aze—
8 — Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
Loho sarotse ty vilin’ ai’e, tsy mete tsy hadoke kitro katroke:
9 og aldrig faa Graven at se;
—t’ie ho veloñe nainai’e, tsy hahaoniñ’ i koboñey,
10 nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
ie oni’e te mihomake o mahihitseo; songa mikenkañe ty minè naho i dagola, vaho apo’e amo ila’eo ty vara’e.
11 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
Ty fitsakorean-tro’ iareo t’ie tsy ho modo o akiba’eo, naho ty fimoneña’ iareo mb’an-tariratse iaby kitro añ’afe’e, ie atao’e amy añara’ey i tane’ey.
12 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
Toe tsy mahatan-ty asi’e ondatio; le manahake o bibio t’ie mate.
13 Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
Izay ty fombà’ o sèretseo, naho o mandimbe iareoo, ze miantoke ty enta’ iareoo. Selà
14 I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
Hoe añondry iereo tinendry ho mb’an-kibory ao, ho mpiara’iareo ty havilasy; ho fehe’ o vañoñeo te maraindray; ho a’ i tsikeokeokey ty vinta’ iareo hihomak’ ao, tsy hanaña’ iareo akiba ka. (Sheol h7585)
Fe ho jebañen’ Añahare ami’ty haozara’ o kiborio ty fiaiko, le ho rambese’e. Selà (Sheol h7585)
16 Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
Ko hemban-drehe naho mihamaro ty vara’ ondaty, naho mitombo ty enge’ i anjomba’ey;
17 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
F’ie mihomake, tsy eo ty hendese’e. tsy hañorik’ aze higodañe ao ty enge’e.
18 Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
Eka! nitata’e ty fiai’e te niveloñe: Nitsiririeñe t’ie niraorao.
19 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
Homb’am-pimoneñan-droae’e ao re; tsy ho isa’e ka ty hazavàñe.
20 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
T’indaty iasiañe, mete tsy maharendreke t’ie, manahake o bibio, hihomake.
