< Salme 49 >
1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
2 baade høj og lav, baade rig og fattig!
3 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
4 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
5 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
6 de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
7 Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
8 — Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
9 og aldrig faa Graven at se;
10 nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
11 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
12 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
13 Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
14 I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol )
15 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Haand, thi han tager mig til sig. (Sela) (Sheol )
16 Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
17 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
18 Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
19 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
20 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
