Salme 49
1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere!
2 baade høj og lav, baade rig og fattig!
baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe!
3 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
Min Mund udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand.
4 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
Jeg vil bøje mit Øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.
5 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig,
6 de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom?
7 Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
Ingen Mand kan dog udløse en Broder, han kan ikke give Gud Løsepenge for ham.
8 — Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
Thi deres Sjæls Genløsning vil koste meget og maa i Evighed opgives,
9 og aldrig faa Graven at se;
saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven.
10 nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre.
11 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn.
12 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes.
13 Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. (Sela)
14 I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. (Sheol h7585)
Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. (Sela) (Sheol h7585)
16 Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor;
17 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
18 Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode:
19 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset.
20 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.
