Salme 49
1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
Katoeng kruek zaehoikung hanah, Korah caanawk ih Saam laa. Nangcae boih, hae hae tahngai oh; long ah khosah kaminawk:
2 baade høj og lav, baade rig og fattig!
kahnaem kasang, angraeng hoi kamtang kaminawk boih, nawnto tahngai oh.
3 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
Kai ih pakha loe palunghahaih lok to thui ueloe, ka palungthin mah panoek thaihaih to poek tih.
4 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.
Patahhaih lok bangah naa ka patueng moe, kathuk ruici lok to katoeng kruekhaih hoiah kamnoek ah ka thuih han.
5 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
Tipongah maw kasae aninawk to angzoh moe, kai aling koeh kaminawk ih zaehaih mah ang takui khoep naah ka zii tih?
6 de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?
Nihcae loe angmacae ih hmuenmae to oep o moe, angraenghaih pongah amoek o cadoeh;
7 Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum
angmacae nawkamyanawk to mi mah doeh akrang o thai ai, anih han Sithaw khaeah akranghaih hmuen doeh paek o thai ai:
8 — Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live
nihcae hinghaih akrang hanah paroeai atho nat, to pongah dungzan khoek to sung tih boeh:
9 og aldrig faa Graven at se;
akrang nahaeloe kami loe qong ai ah, dungzan khoek to hing han oh.
10 nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,
Palungha kaminawk duekhaih loe kami boih mah hnuk; nihcae loe kamthu kami hoi tidoeh panoek ai kami baktiah ni anghmat o moe, minawk hanah ni a tawnh o ih hmuennawk to caeh o taak.
11 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
A tawnh o ih imnawk loe dungzan khoek to cak tih, a oh o haih ahmuennawk doeh a caanawk dung khoek to cak poe tih, tiah a poek o pongah, longnawk to angmacae ih ahmin hoiah suek o.
12 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.
Toe kami loe lensawk cadoeh cak poe ai: kanghmaa kangtaa taw ih moi hoiah ni anghmong.
13 Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. (Sela)
Nihcae amthuhaih loklam loe to tiah oh: nihcae mah thuih o ih loknawk to a caanawk mah tahngai pae o. (Selah)
14 I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. (Sheol h7585)
Nihcae loe tuu baktiah taprong ah angsong o, duekhaih mah nihcae to pacah tih; akhawnbang ah nihcae to katoeng kaminawk mah uk tih; nihcae ih krang loe taprong ah qong tih, taprong loe nihcae ohhaih ahmuen ah oh. (Sheol h7585)
Toe ka pakhra loe taprong thacakhaih thung hoiah Sithaw mah akrang ueloe, angmah khaeah na caeh haih tih. (Selah) (Sheol h7585)
16 Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;
Kami loe angraeng moe, a im lensawkhaih hoiah qoeng tahang naah, zii hmah;
17 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
A duek naah loe tita doeh sin mak ai, a lensawkhaih mah anih to patom tathuk mak ai.
18 Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —
Anih hing naah loe, angmah hoi angmah to tahamhoih koek ah a poek: nang raeng naah loe, kaminawk mah nang to ang pakoeh o.
19 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.
Toe anih loe ampanawk ih acaeng ohhaih ahmuen ah caeh tih; nihcae loe hinghaih to natuek naah doeh hnu o mak ai boeh.
20 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.
Hmuenmae angraenghaih hoi koi, panoekhaih tawn ai kami loe, anghma angtaa taw ih moi hoiah ni anghmong.
