Salme 44
1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.
Bože, svojim ušima slušasmo, oci nam naši pripovijedaše djelo koje si uèinio u njihovo vrijeme, u staro vrijeme.
2 Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Daad i deres Dage, i Fortids Dage med din Haand;
Rukom svojom izgnao si narode, a njih posadio; iskorijenio si plemena, a njih namnožio.
3 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
Jer ne zadobiše zemlje svojim maèem, niti im mišica njihova pomože, nego tvoja desnica i tvoja mišica, i svjetlost lica tvojega, jer ti bijahu omiljeli.
4 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
Bože, care moj, ti si onaj isti, pošlji pomoæ Jakovu!
5 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
S tobom æemo izbosti neprijatelje svoje, i s imenom tvojim izgaziæemo one koji ustaju na nas.
6 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
Jer se ne uzdam u luk svoj, niti æe mi maè moj pomoæi.
7 thi ej paa min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
Nego æeš nas ti izbaviti od neprijatelja našijeh, i nenavidnike naše posramiæeš.
8 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
Bogom æemo se hvaliti svaki dan, i ime tvoje slaviæemo dovijeka.
9 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. (Sela)
Ali sad si nas povrgao i posramio, i ne ideš s vojskom našom.
10 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
Obraæaš nas te bježimo ispred neprijatelja, i neprijatelji nas naši haraju.
11 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
Dao si nas kao ovce da nas jedu, i po narodima rasijao si nas.
12 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
U bescjenje si prodao narod svoj, i nijesi mu podigao cijene.
13 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
Dao si nas na potsmijeh susjedima našijem, da nam se rugaju i sramote nas koji žive oko nas.
14 Til Haan for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
Naèinio si od nas prièu u naroda, gledajuæi nas mašu glavom tuðinci.
15 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste paa Hovedet ad os.
Svaki je dan sramota moja preda mnom, i stid je popao lice moje
16 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Aasyn
Od rijeèi potsmjevaèevih i rugaèevih, i od pogleda neprijateljevih i osvetljivèevih.
17 for spottende, haanende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
Sve ovo snaðe nas; ali ne zaboravismo tebe, niti prestupismo zavjeta tvojega.
18 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
Ne otstupi natrag srce naše, i stope naše ne zaðoše s puta tvojega.
19 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
Kad si nas bio u zemlji zmajevskoj, i pokrivao nas sjenom smrtnijem,
20 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
Onda da bijasmo zaboravili ime Boga svojega i podigli ruke svoje k Bogu tuðemu,
21 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
Ne bi li Bog iznašao to? Jer on zna tajne u srcu.
22 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom —
A ubijaju nas za tebe svaki dan; s nama postupaju kao s ovcama klanicama.
23 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
Ustani, što spavaš, Gospode! Probudi se, nemoj odbaciti zasvagda.
24 Vaagn op, hvi sover du, Herre? Bliv vaagen, forstød ej for stedse!
Zašto kriješ lice svoje? zaboravljaš nevolju i muku našu?
25 Hvorfor vil du skjule dit Aasyn, glemme vor Nød og Trængsel?
Duša naša pade u prah, tijelo je naše baèeno na zemlju.
26 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. Staa op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
Ustani, pomoæi naša, i izbavi nas radi milosti svoje.
