Salme 44

1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.

Kathutkung: Korah capanaw Oe Cathut, ayan vah mintoenaw se nah na sak e hah, a dei awh teh ka hnâ ni a thai.

2 Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Daad i deres Dage, i Fortids Dage med din Haand;

Na kut hoi miphunlouknaw hah na pâlei. Hatei, mintoenaw hah a hmuen na poe, ayânaw hah runae na poe teh na pâlei.

3 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

Bangkongtetpawiteh, ram teh tahloi hno lahoi a la awh e nahoeh. A kut hoi kârungngang awh e hai tho hoeh. Hatei, na thaonae kut hoi na minhmai angnae lahoi ram a la awh e doeh.

4 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

Oe Cathut, nang teh kaie Siangpahrang doeh. Jakop hanelah tânae kâ poe haw.

5 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.

Nang pawlawk lahoi ka taran hah ka tâ awh han. Na min lahoi ka tarannaw hah rep ka coungroe awh han.

6 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;

Bangkongtetpawiteh, kaie licung hah ka kâuep mahoeh. Kaie senehmaica ni na rungngang mahoeh.

7 thi ej paa min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

Hatei, ka taran thung hoi na rungngang teh, na kahmuhmanaw hah yeiraipo hoi na o sak.

8 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.

Hnintangkuem Cathut dawk ka kâoup teh, a min hah pou ka pholen.

9 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. (Sela)

Hatei atu teh hnam na thun takhai teh, yeiraipo hoi na o sak. Kaimae ransanaw koe bout na cet boihoeh.

10 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;

Taran hmalah na yawng sak teh, na ka tarannaw ni a ngai patetlah na lawp awh.

11 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;

Tu thei hane patetlah na ceikhai teh, miphun pueng koe koung na kathek awh.

12 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,

Na taminaw hah banghai bang hoeh lah na yo teh, aphu teh na bawi khai kalawn hoeh.

13 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.

Imrinaw lungkuep nahane hoi, tengpam e taminaw ni dudam e hoi, panuikhai hanelah na coung sak awh toe.

14 Til Haan for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,

Miphunlouknaw ni lairui lah rui hane hoi, taminaw ni lûsaling sin hanelah na coung sak awh toe.

15 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste paa Hovedet ad os.

Na kapathoenaw hoi na kahmuhmanaw e lawk kecu hoi, tarannaw hoi moi ka pathungnaw kecu dawk,

16 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Aasyn

kayanae teh ka hmalah pout laipalah ao teh, ka kayanae ni ka minhmai a ramuk.

17 for spottende, haanende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

Hotnaw pueng ni na bo sin. Hatei, na pahnim boihoeh. Na lawkkam hai ka tapoe boihoeh.

18 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!

Kaimae lungthin hnuk kâhnawn hoeh niteh, na lamthung hai ka phen boi awh hoeh.

19 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.

Hatei nang ni kahrawnguinaw onae koe koung na phi teh, kaimouh lathueng duenae tâhlip hoi na ramuk awh.

20 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.

Kaimouh ni, kamamae Cathut min ka pahnim awh teh, ramlouk cathut koe ka kut ka dâw awh pawiteh,

21 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,

Cathut ni tang panuek mahoeh maw. Bangkongtetpawiteh, lungthin e arulawk hai kapanuekkung doeh.

22 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom —

Nang hanelah hnintangkuem thei lah ka o awh. A thei hane tu patetlah doeh na pouk awh.

23 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!

Kâhlaw haw, Oe BAWIPA, bangkongmaw muet na i. Thaw nateh hnamthun takhai hanh leih.

24 Vaagn op, hvi sover du, Herre? Bliv vaagen, forstød ej for stedse!

Bangkongmaw na minhmai pou na hro teh, runae hoi kapahuipalamnaw kâhmo awh e heh ouk na pahnim.

25 Hvorfor vil du skjule dit Aasyn, glemme vor Nød og Trængsel?

Talai dawk minhmai rekkâbet lah ka tabut teh, vaiphu dawk ka tabo.

26 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. Staa op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!

Na kabawmkung hanelah tho haw, na lungmanae lahoi na ratang haw.