Salme 42

1 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

For the leader. A maskil of the Korahites. Like the hart which longs for brooks of water, I long for you, God.

2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

I thirst for God, for my living God. When shall I enter in, and see the face of God?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

My tears have been my food by day and by night; for they say to me all the day long, “Where is your God?”

4 Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

My heart floods with sorrow, as I call to mind: how I used to pass on with the throng, at their head, to the house of God, with glad shouts and giving of thanks, in the throng who kept festival.

5 Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

Why am I downcast? Why this moaning within me? Hope in God; for yet will I praise him, my help, my God.

6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

I am sunk in my misery; I will therefore call you to mind from the land of Jordan and Hermon, the mountain Mizar.

7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

Flood is calling to flood at the noise of your cataracts; all your waves and your breakers have passed over me.

8 Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

In the day I cry to the Lord to summon his kindness; and the song that I sing in the night is a prayer to the living God.

9 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

I say to God my rock, “Why have you forgotten me? Why must I walk so sadly, so hard pressed by the foe?”

10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

It pierces me to the heart to hear the enemy’s taunts, as all the day long they say to me, “Where is your God?”

11 Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

Why am I downcast? Why this moaning within me? Hope in God; for yet will I praise him, my help, my God.