Salme 42

1 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

[For the Chief Musician. A contemplation by the sons of Korah.] As the deer pants for the water brooks, so my soul pants after you, God.

2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

My soul thirsts for God, for the living God. When shall I come and appear before God?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

My tears have been my food day and night, while they continually ask me, "Where is your God?"

4 Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

These things I remember, and pour out my soul within me, how I used to go in the tent of the Majestic One, to the house of God, with the voice of joy and praise, a multitude keeping a holy day.

5 Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

Why are you in despair, my soul? Why are you disturbed within me? Hope in God. For I will again give him thanks, my saving presence and my God.

6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

My soul is in despair within me. Therefore I remember you from the land of the Jordan, the heights of Hermon, from the hill Mizar.

7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

Deep calls to deep at the noise of your waterfalls. All your breakers and waves have swept over me.

8 Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

The LORD will command his loving kindness in the daytime. In the night his song shall be with me: a prayer to the God of my life.

9 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

I will ask God, my Rock, "Why have you forgotten me? Why do I go mourning because of the oppression of the enemy?"

10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

As with a sword in my bones, my adversaries taunt me, while they continually ask me, "Where is your God?"

11 Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

Why are you in despair, my soul? Why are you disturbed within me? Hope in God. For I will again give him thanks, my saving presence and my God.