Salme 40

1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.

Nitamàko am-pahaliñisañe t’Iehovà, le nitokilaña’e, vaho jinanji’e ty fitoreoko.

2 Jeg biede trolig paa HERREN, han bøjed sig til mig og hørte mit Skrig.

Naaka’e an-koboñe namparikoriko, naho boak’ an-dietse nipaletroke, vaho nampitongoà’e ambone lamilamy eo o tombokoo; le nalaha’e o liakoo.

3 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod paa en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

Napo’e am-bavako ao ty sabo vao, fijejoañe aman’Añaharen-tikañe; maro ty hahaoniñe le hañeveñe, vaho hitsolok’ am’ Iehovà.

4 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole paa HERREN.

Haha ty manao Iehovà ho fiatoa’e, naho tsy mitolike mb’amo mpirengevokeo, vaho tsy mitsile mb’an-dremborake.

5 Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

Maro, ry Iehovà Andrianañahareko, o fitoloña’o fanjàkao, naho ty fivetsevetse’o anay, tsy eo ty mañirinkiriñe Azo! Naho nitaroñeko naho nilañoneko, mbe mandikoatse ze mete ho talilieñe.

6 Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

Tsy mahafale Azo o soroñeo naho o enga-mahakamao; sinoka’o o sofikoo; tsy nipaia’o ty engan-kolorañe ndra ty engan-kakeo.

7 Til Slagt— og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig aabne Ører, Brænd— og Syndoffer kræver du ikke.

Le hoe raho: Intoy iraho, homb’eo, fa nisokireñe am-boke-pelek’ ao;

8 Da sagde jeg: »Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

Noko, ry Andrianañahareko, ty mitoloñe amo satrin’arofo’oo; eka, an-troko ato o Tsara’oo.

9 at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre.«

Fa nitaroneko am-pivori-bey ao ty talily soan-kavantañañe; tsy ho sebañeko o soñikoo, ry Iehovà, Ihe ro maharofoanañe.

10 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

Tsy naetako an-troko ao ty havantaña’o; fa nitaroñeko ty figahiña’o naho ty fandrombaha’o; vaho tsy nakafiko amy fivori-beiy ty fiferenaiña’o naho ty hatò’o.

11 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Naade og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

Ry Iehovà ko hazoñeñ’ amako ty fitretreza’o; añaro ahy nainai’e ty fiferenaiña’o naho ty hatò’o.

12 Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Naade og Sandhed skal altid være mit Værn.

Miarikoboñe ahy ty haratiañe tsifotofoto; miambotrak’ amako o hakeokoo, le tsy mahafiandra, ie maro te amo volon-dohakoo, vaho milesa ty troko.

13 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, saa jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Haar, og Modet har svigtet.

Ho no’o abey ry Iehovà ty hamotsotse ahy; malisà ry Iehovà hañolotse ahy,

14 Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

Le aharò salareñe naho meñareñe o mipay ty fiaiko hasintake; ampiamboho vaho injeo o te hijoy ahio.

15 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

Ehe ampidabao an-kenatse ze manao amako ty hoe: Hiy! Hiy!

16 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: »Ha, ha!« til mig!

Hirebeke naho hifale ze mipay Azo, vaho hitolon-kanao ty hoe o mpitea i fandrombaha’oio: Onjoneñe t’Iehovà. 17 Aa kanao rarake naho misotry iraho, ee t’ie ho vetsevetse’ i Talè; Ihe ro mpañimba naho mpañaha ahy, ry Andrianañahareko; ko mihenekeneke.

17 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: »HERREN er stor!« Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke paa mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!