Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Neghmichilerning béshi Yedutun’gha tapshurulghan, Dawut yazghan küy: — «Tilim gunah qilmisun dep, Yollirimgha diqqet qilimen; Reziller köz aldimda bolsa, men aghzimgha bir köshek salimen» — dégenidim.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Men süküt qilip, zuwan sürmidim, Hetta yaxshiliq toghrisidiki sözlernimu aghzimdin chiqarmidim; Biraq dil azabim téximu qozghaldi.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Könglümde zerdem qaynidi, Oylan’ghanséri ot bolup yandi; Andin tilim ixtiyarsiz sözlep ketti.

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

I Perwerdigar, öz ejilimni, Künlirimning qanchilik ikenlikini manga ayan qilghin; Ajiz insan balisi ikenlikimni manga bildürgin.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Mana, Sen künlirimni peqet nechche ghérichla qilding, Séning aldingda ömrüm yoq hésabididur. Berheq, barliq insanlar tik tursimu, peqet bir tiniqla, xalas. (Sélah)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Berheq, herbir insanning hayati xuddi bir kölenggidur, Ularning aldirap-saldirashliri bihude awarichiliktur; Ular bayliqlarni toplaydu, lékin kéyin bu bayliqlarni kimning qoligha jughlinidighanliqini bilmeydu.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

I Reb, emdi men némini kütimen? Méning ümidim sangila baghliqtur.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Méni barliq asiyliqlirimdin qutquzghaysen, Méni hamaqetlerning mesxirisige qaldurmighaysen.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Süküt qilip zuwan sürmidim; Chünki mana, mushu [jazani] Özüng yürgüzgensen.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Méni salghan wabayingni mendin néri qilghaysen; Chünki qolungning zerbisi bilen tügishey dep qaldim.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Sen tenbihliring bilen kishini öz yamanliqi üchün terbiyiliginingde, Sen xuddi nersilerge küye qurti chüshkendek, uning izzet-ghururini yoq qiliwétisen; Berheq, herbir adem bir tiniqla, xalas. (Sélah)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

I Perwerdigar, duayimni anglighaysen, Peryadimgha qulaq salghaysen! Köz yashlirimgha süküt qilmighaysen! Chünki men pütkül ata-bowilirimdek, Séning aldingda yaqa yurtluq, musapirmen, xalas!

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Manga tikken közüngni mendin néri qilghaysenki, Men barsa kelmes jaygha ketküche, Méni bir’az bolsimu rahettin behrimen qilghaysen.