Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Al Vencedor, a Jedutún: Salmo de David. Yo dije: Miraré por mis caminos, para no pecar con mi lengua; guardaré mi boca con freno, entre tanto que el impío fuere contra mí.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Enmudecí en silencio, me callé aun de lo bueno; y se alborotó mi dolor.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Se enardeció mi corazón dentro de mí; en mi meditación se encendió fuego; y hablé con mi lengua:

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Hazme saber, SEÑOR, mi fin, y cuánta sea la medida de mis días; sepa yo cuánto tengo de ser del mundo.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

He aquí como a palmos diste a mis días, y mi edad es como nada delante de ti; ciertamente es completa vanidad todo hombre que vive. (Selah)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Ciertamente en tinieblas anda el hombre; ciertamente en vano se inquieta; allega, y no sabe quién lo cogerá.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

Y ahora, Señor, ¿qué esperaré? Mi esperanza en ti está.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Líbrame de todas mis rebeliones; no me pongas por escarnio del loco.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Enmudecí, no abrí mi boca; porque tú lo hiciste.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Quita de sobre mí tu plaga; de la guerra de tu mano soy consumido.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Con castigos sobre el pecado corriges al hombre, y haces consumirse como de polilla su grandeza; ciertamente vanidad es todo hombre. (Selah)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Oye mi oración, oh SEÑOR, y escucha mi clamor; no calles ante mis lágrimas; porque peregrino soy contigo, y advenedizo, como todos mis padres.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Déjame estar delante de ti, y tomaré fuerzas, antes que vaya y perezca.