Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Dije: Guardaré mis caminos para no pecar con mi boca. Llevaré mordaza en mi boca Mientras los perversos estén frente a mí.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Enmudecí con silencio. Me callé, aun en cuanto a lo bueno, Y se agravó mi dolor.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Mi corazón se enardeció. En mi meditación ardió el fuego. [Entonces] hablé con mi lengua:

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Oh Yavé, dime mi final, Cuál es la medida de mis días. Permíteme saber cuán pasajero soy.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

En verdad, diste a mis días término corto, Y mi edad es como nada ante Ti. Ciertamente es completa vanidad todo hombre que vive. (Selah)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Ciertamente como un fantasma de realidad anda el hombre, Ciertamente en vano se agita, Amontona riquezas y no sabe quién las recogerá.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

Y ahora, ʼAdonay, ¿qué espero? Mi esperanza está en Ti.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Líbrame de todas mis transgresiones. No me coloques como escarnio de los necios.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Enmudecí, no abrí mi boca, Porque Tú lo dispusiste.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Quita de sobre mí tu azote, Porque perezco por el golpe de tu mano.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Corriges al hombre con castigos por su iniquidad. Como polilla carcomes lo que es precioso para él. Ciertamente todo hombre es solo un soplo. (Selah)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Escucha mi oración, oh Yavé, Y presta oído a mi clamor. No guardes silencio ante mis lágrimas, Porque soy un forastero ante Ti, Y un advenedizo como todos mis antepasados.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Aparta de mí tu mirada para que yo sonría, Antes que yo parta y no exista más.