Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Al maestro de coro, a Iditún. Salmo de David. Yo me dije: “Atenderé a mis caminos, para no pecar con mi lengua; pondré un freno a mi boca mientras el impío esté frente a mí.”

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Y quedé silencioso, mudo; callé aun el bien; pero mi dolor se exasperaba.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

El corazón ardía en mi pecho; cuando reflexionaba, el fuego se encendía; entonces solté mi lengua diciendo:

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

“Hazme saber, Yahvé, cuál es mi fin, y cuál el número de mis días, para que entienda cuan caduco soy.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Tú diste a mis días un largo de pocos palmos, y mi vida es como nada ante Ti. Un mero soplo es todo hombre.

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Como una sombra, pasa el mortal, y vanamente se inquieta; atesora, y no sabe quién recogerá.”

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

Así pues ¿qué espero yo ahora, Señor? Toda mi esperanza está en Ti.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Sálvame Tú de todas mis iniquidades; no me entregues al escarnio del necio.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Enmudezco y no abro más mi boca; porque todo lo haces Tú.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Solo aparta de mí tu azote, pues ante el poder de tu mano desfallezco.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Tú castigas al hombre por su culpa; destruyes, como la polilla, lo que él más aprecia. En verdad, todo hombre no es más que un soplo.

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Escucha, Yahvé, mi ruego, presta oído a mis clamores, no te hagas sordo a mis lágrimas; porque frente a Ti yo soy un peregrino, un transeúnte, como fueron todos mis padres.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Deja de castigarme para que respire, antes que parta y ya no esté.