Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Rekel sem: »Pazil bom na svoje poti, da ne bom grešil s svojim jezikom. Ko bo zlobni pred menoj, bom svoja usta držal z uzdo.«

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Bil sem nem s tišino, molčal sem, celó pred dobrim in moja bridkost je bila razvneta.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Moje srce je bilo vroče znotraj mene, medtem ko sem razglabljal, je zagorel ogenj, potem sem spregovoril s svojim jezikom:

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

» Gospod, daj mi spoznati moj konec in mero mojih dni, kolikšna je, da lahko spoznam, kako slaboten sem.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Glej, moje dneve si naredil kakor dlan in moja starost je kakor nič pred teboj. Resnično, vsak človek v svojem najboljšem stanju je povsem ničevost.« (Sela)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Zagotovo vsak človek hodi v prazni podobi, zagotovo so zaman vznemirjeni. Kopiči bogastva, pa ne ve, kdo jih bo pobral.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

In sedaj, Gospod, kaj [naj] pričakujem? Moje upanje je v tebi.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Osvobodi me pred vsemi mojimi prestopki. Ne naredi me [za] grajo nespametnim.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Bil sem nem, svojih ust nisem odprl, ker si ti to storil.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Umakni svoj udarec proč od mene. Použit sem z zamahom tvoje roke.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Kadar za krivičnost z grajanjem korigiraš človeka, storiš, da njegova lepota shira kakor molj. Zagotovo je vsak človek ničevost. (Sela)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Usliši mojo molitev, oh Gospod in pazljivo prisluhni mojemu vpitju; ob mojih solzah ne molči. Kajti jaz sem tujec s teboj in začasni prebivalec, kakor so bili vsi moji očetje.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Oh prizanesi mi, da lahko obnovim moč, preden grem naprej in ne bom več.