Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

NGAI inda: I pan kanai ong al ai kan, pwe i ender wia dip ki lo i. I pan sali pena au ai arain en me sapung o mi re i.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

I kadukiedier ai lokaia o nenenlar o solar inda duen peren, a ai kalokolok lalaudalar.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Mongiong i karakaradar nan kapedi, o ma i pan tamanda mepukat, a rasong kisiniai lulada; i ap lokaia kida lo i.

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Maing, kotin padaki ong ia, me maur i pan imwisokela, o imwi pan ai ran akan, me i pan samoer.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Mangi, ai ran akan dueta tälap en pa en aramas re omui; o maur i likamata sota meakot mo’mui. Melel aramas, me kin keleki pein i, kin dueta adiniai. (Sela)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Re kin alialu sili rasong mota, o re kin katoutouki pein irail dodok mal. Re kin nanak pena ap sasa, is me pan naineki.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

Ari Maing, is me i en auiaui? I kaporoporeki komui.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Dore ia la sang dip ai karos, o kom der mueid ong, me pweipwei kan en kaurur kin ia.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

I pan nenenla o sota sar pasang au ai, pwe kom kotin wiadar.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Kotin katukiedi omui kaloke ia; pwe ngai dupok kilar ai kalokolok pan lim omui.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Ma kom pan kaloke amen pweki dip a, mom a kaselel ap pan suedala likamada man en mot kangala. O meid mal aramas karos! (Sela)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Maing kom kotin ereki ai kapakap, o mangi ai likwir, o der sapaimokid ni ai sangesang, pwe ngai sapwilim omui men kairu o pweledan omui wei men dueta sam ai kan karos.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Kom kotin muei sang ia, pwe i en kelailada, mon ai pan kokowei o solar mia.