Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Til songmeisteren, til Jedutun; ein salme av David. Eg sagde: «Eg vil vakta mine vegar, so eg ikkje syndar med mi tunga; eg vil leggja taum på min munn, so lenge den ugudlege er meg for augo.»

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Eg tagna og var kurende still; eg tagde utan von um lukka, men mi liding vart rørd upp.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Mitt hjarta brann i min barm; ved mi grunding kveiktest eld - eg tala med mi tunga.

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Herre, lat meg få vita min ende og målet på mine dagar, kva det er; lat meg vita kor snargjengd eg er!

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Sjå, som ei lovebreidd hev du sett mine dagar, og mi livstid er som ingen ting for deg; berre som den tome fåfengd er kvart menneskje sett her. (Sela)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Berre som ein skugge gjeng mannen ikring, berre til fåfengs ståkar dei; han dungar i hop og veit ikkje kven som skal sanka det inn.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

Og no, kva vonar eg, Herre? Mi von stend til deg.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Frels meg frå alle mine misgjerningar, set meg ikkje til spott for dåren!

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Eg er tagna og let ikkje upp min munn; for du hev gjort det.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Tak di plåga burt frå meg! Ved slag av di hand er det ute med meg.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Tuktar du ein mann med refsing for skuld, so fortærer du hans fagerleik som motten. Berre fåfengd er kvart menneskje. (Sela)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Høyr mi bøn, Herre, og vend øyra til mitt rop; teg ikkje til min gråt! for eg er framand hjå deg, ein gjest som alle mine feder.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Sjå burt frå meg, so eg kann kvikna til, fyrr eg fer herifrå og er ikkje meir!