Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

Pour la fin, à Idithun lui-même, cantique de David. J’ai dit: Je garderai mes voies, afin que je ne pèche point par ma langue.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

Je me suis tu, et je me suis humilié, et j’ai passé sous silence des bonnes choses; et ma douleur a été renouvelée.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Mon cœur s’est échauffé au dedans de moi: et dans ma méditation un feu s’est embrasé.

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

J’ai dit par ma langue: Seigneur, faites-moi connaître ma fin,

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Voilà que vous avez fait mes jours mesurables: mon être est comme rien devant vous.

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

En vérité, comme une ombre passe un homme; et c’est bien en vain qu’il se trouble.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

Et maintenant quelle est mon attente? N’est-ce pas le Seigneur? Oui, mon Dieu, tout mon bien est en vous.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Arrachez-moi à toutes mes iniquités: vous m’avez rendu un objet d’opprobre pour l’insensé.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

Je suis resté muet, et je n’ai pas ouvert ma bouche: parce que c’est vous qui l’avez fait.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Détournez de moi vos coups.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

Par la force de votre main, moi j’ai défailli au milieu de vos réprimandes: à cause de son iniquité, vous avez puni un homme.

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Exaucez ma prière, Seigneur, et ma supplication: prêtez l’oreille à mes larmes.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Donnez-moi quelque relâche, afin que je reprenne des forces, avant que je m’en aille et que je ne sois plus.