Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

For the leader; for Jeduthun. A psalm of David. I vowed to watch my words, and sin not with my tongue, but to put on my mouth a muzzle, while the wicked were in my presence.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

I was silent and dumb, speechless: but my pain was stirred up.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

My heart grew hot within me; as I mused, the fire was kindled, till at last the words came to my tongue.

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

“Teach me, O Lord, my end, and the sum of my days what it is. Let me know how transient I am.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

See! My days you have made but a span, and my life is as nothing before you. It is but as a breath that everyone stands: (Selah)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

it is but in mere semblance we walk to and fro, and all our noise is for nothing. We heap up, and know not who will gather.”

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

And now, what wait I for, Lord? My hope is in you.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

From all my transgressions deliver me; make me not the scorn of the fool.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

I am dumb, never opening my mouth, for this is your own doing.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Remove your stroke from off me: by the might of your hand I am spent.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

When you rebuke someone to punish their sins, you consume, like a moth, what they treasures. Everyone is only a breath. (Selah)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Hear my prayer, O Lord; attend to my cry for help. Hold not your peace at my tears. For I am but a guest of yours, a stranger visiting, like all my ancestors.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Look away from me, let me smile again, before I die and am gone.