Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

To the excellent musician Ieduthun. I thought, I will take heede to my wayes, that I sinne not with my tongue: I will keepe my mouth brideled, while the wicked is in my sight.

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

I was dumme and spake nothing: I kept silece euen from good, and my sorow was more stirred.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

Mine heart was hote within me, and while I was musing, the fire kindeled, and I spake with my tongue, saying,

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Lord, let me know mine ende, and the measure of my dayes, what it is: let mee knowe howe long I haue to liue.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Beholde, thou hast made my dayes as an hand breadth, and mine age as nothing in respect of thee: surely euery man in his best state is altogether vanitie. (Selah)

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Doubtlesse man walketh in a shadowe, and disquieteth himselfe in vaine: he heapeth vp riches, and cannot tell who shall gather them.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

And now Lord, what wait I for? mine hope is euen in thee.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Deliuer me from all my transgressions, and make me not a rebuke vnto the foolish.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

I should haue bene dumme, and not haue opened my mouth, because thou didest it.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Take thy plague away from mee: for I am consumed by the stroke of thine hand.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

When thou with rebukes doest chastise man for iniquitie, thou as a mothe makest his beautie to consume: surely euery man is vanitie. (Selah)

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Heare my prayer, O Lord, and hearken vnto my cry: keepe not silence at my teares, for I am a strager with thee, and a soiourner as all my fathers.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Stay thine anger from me, that I may recouer my strength, before I go hence and be not.