Salme 39

1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

For the choirmaster. For Jeduthun. A Psalm of David. I said, “I will watch my ways so that I will not sin with my tongue; I will guard my mouth with a muzzle as long as the wicked are present.”

2 Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

I was speechless and still; I remained silent, even from speaking good, and my sorrow was stirred.

3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

My heart grew hot within me; as I mused, the fire burned. Then I spoke with my tongue:

4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

“Show me, O LORD, my end and the measure of my days. Let me know how fleeting my life is.

5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

You, indeed, have made my days as handbreadths, and my lifetime as nothing before You. Truly each man at his best exists as but a breath.

6 Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

Surely every man goes about like a phantom; surely he bustles in vain; he heaps up riches not knowing who will haul them away.

7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

And now, O Lord, for what do I wait? My hope is in You.

8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

Deliver me from all my transgressions; do not make me the reproach of fools.

9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

I have become mute; I do not open my mouth because of what You have done.

10 Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

Remove Your scourge from me; I am perishing by the force of Your hand.

11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

You discipline and correct a man for his iniquity, consuming like a moth what he holds dear; surely each man is but a vapor.

12 Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

Hear my prayer, O LORD, and give ear to my cry for help; do not be deaf to my weeping. For I am a foreigner dwelling with You, a stranger like all my fathers.

13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

Turn Your gaze away from me, that I may again be cheered before I depart and am no more.”