Salme 38
1 En Salme af David. Lehazkir.
Dawut yazghan küy: — (Eslime üchün) I Perwerdigar, ghezipingde tenbih bermigeysen, Qehringde méni jazalimighaysen!
2 HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
Chünki oqliring méni zeximlendürüp sanjidi, Qolung üstümdin qattiq basti.
3 Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.
Qattiq gheziping tüpeylidin etlirimde héch saqliq yoq, Gunahim tüpeylidin ustixanlirimda aram yoqtur.
4 Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
Chünki gunahlirim boyumdin tashti; Ular kötürelmigüsiz éghir yüktek méni bésiwaldi.
5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
Exmeqliqimdin jarahetlirim sésip, shelwerep ketti.
6 Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;
Azabtin bellirim tolimu pükülüp ketti, Kün boyi ghemge pétip yürimen!
7 jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
Chatiraqlirim otqa toldi, Etlirimning saq yéri yoqtur.
8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,
Men tolimu halsirap, ézilip kettim; Qelbimdiki azab-qayghu tüpeylidin hörkireymen.
9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.
Reb, barliq arzuyum köz aldingdidur; Uh tartishlirim Sendin yoshurun emes;
10 HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;
Yürikim jighildap, halimdin kettim; Közlirimning nuri öchti.
11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
Yar-buraderlirimmu méni urghan waba tüpeylidin, özlirini mendin tartti; Yéqinlirimmu mendin yiraq qachti.
12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
Jénimni almaqchi bolghanlar tuzaq quridu; Manga ziyanni qestligenler zehirini chachmaqta; Ular kün boyi hiyle-mikirlerni oylimaqta.
13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.
Lékin men gas ademdek anglimaymen, Gacha ademdek aghzimni achmaymen;
14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,
Berheq, men angliyalmaydighan gaslardek bolup qaldim; Aghzimda qilidighan reddiye-tenbih yoq.
15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
Chünki ümidimni Sen Perwerdigargha baghlidim; Reb Xudayim, Sen iltijayimgha ijabet qilisen.
16 Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
Chünki men: — «Ular méning üstümge chiqip maxtanmighay; Bolmisa, putlirim téyilip ketkende, ular shadlinidu» — dédim men.
17 naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«
Chünki men deldengship, tügishey dep qaldim, Azabim köz aldimdin ketmeydu.
18 Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
Chünki men öz yamanliqimni iqrar qilimen; Gunahim üstide qayghurimen.
19 thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.
Lékin düshmenlirim jushqun hem küchlüktur; Qara chaplap, manga nepretlen’genlerning sani nurghundur.
20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
Wapagha japa qilidighanlar bolsa, men bilen qarshilishidu; Chünki men yaxshiliqni közlep, intilimen.
21 som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.
I Perwerdigar, mendin waz kechmigeysen! I Xudayim, mendin yiraqlashmighaysen!
22 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
I Reb, méning nijatliqim, Manga chapsan yardem qilghaysen!
