Salme 38

1 En Salme af David. Lehazkir.

En salme av David; til ihukommelse. Herre, straff mig ikke i din vrede, og tukt mig ikke i din harme!

2 HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!

For dine piler har rammet mig, og din hånd er falt tungt på mig.

3 Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.

Det er intet friskt i mitt kjød for din vredes skyld, det er ingen fred i mine ben for min synds skyld.

4 Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

For mine misgjerninger går over mitt hode, som en tung byrde er de mig for tunge.

5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

Mine bylder lukter ille, de råtner for min dårskaps skyld.

6 Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;

Jeg er kroket, aldeles nedbøiet; hele dagen går jeg i sørgeklær.

7 jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

For mine lender er fulle av brand, og det er intet friskt i mitt kjød.

8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,

Jeg er kold og stiv og aldeles knust, jeg hyler for mitt hjertes stønnen.

9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.

Herre, for ditt åsyn er all min lengsel, og mitt sukk er ikke skjult for dig.

10 HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;

Mitt hjerte slår heftig, min kraft har sviktet mig, og mine øines lys, endog det er borte for mig.

11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

Mine venner og mine frender holder sig i avstand fra min plage, og mine nærmeste står langt borte.

12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;

Og de som står mig efter livet, setter snarer, og de som søker min ulykke, taler om undergang, og på svik tenker de den hele dag.

13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.

Og jeg er som en døv, jeg hører ikke, og som en stum, som ikke later op sin munn.

14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,

Ja, jeg er som en mann som ikke hører, og som ikke har motsigelse i sin munn.

15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

For til dig, Herre, står mitt håp; du skal svare, Herre min Gud!

16 Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

For jeg sier: De vil ellers glede sig over mig; når min fot vakler, ophøier de sig over mig.

17 naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«

For jeg er nær ved å falle, og min smerte er alltid for mig.

18 Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

For jeg bekjenner min misgjerning, jeg sørger over min synd.

19 thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.

Og mine fiender lever, er mektige, og mange er de som hater mig uten årsak.

20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

Og de som gjengjelder godt med ondt, står mig imot, fordi jeg jager efter det gode.

21 som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.

Forlat mig ikke, Herre! Min Gud, vær ikke langt borte fra mig!

22 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

Skynd dig å hjelpe mig, Herre, min frelse!