Salme 38
1 En Salme af David. Lehazkir.
David tahmen hnikhaih Saam laa. Aw Angraeng, palungphuihaih hoiah na zoeh hmah loe, palungbethaih hoiah doeh na thuitaek hmah.
2 HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
Nang kah ih palaanawk loe ka tak thungah akun, na ban hoiah nang boh.
3 Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.
Palung na phui pongah, ka takpum ngantuihaih om ai; ka zaehaih pongah ka huhnawk ngantuihaih om ai boeh.
4 Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
Ka sakpazaehaih mah ka lu hae zaeng khoep, kai han kazit parai hmuen ah oh, ka phaw thai ai.
5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
Kam thuhaih pongah kai ih ahmaanawk loe hmuiset moe, qongh.
6 Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;
Raihaih ka tong boeh; kanung parai ah ka krak tathuk moe, qahhaih hoiah athun qui ka vah.
7 jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
Ka kaeng loe panuet thok nathaih hoiah koi, ka takpum roe ah ngantuihaih om ai boeh.
8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,
Tha ka zai sut boeh moe, ka pan dui boeh: tasoehhaih palungthin to ka tawnh pong ah, ka hangh.
9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.
Aw Angraeng, ka koeh ih hmuennawk loe na hmaa ah amtueng boih, ka hanghaih lok doeh na hmaa hoiah hawk thai ai boeh.
10 HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;
Ka palung loe tasoeh moe, tha doeh ka tawn ai: ka mik doeh amtueng ai boeh.
11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
Ka nathaih pongah ka palung ih kaminawk hoi kam puinawk mah doeh kai ang yae o taak, ka imtaeng kaminawk mah doeh kangthla ah ang oh o taak boeh.
12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
Ka hinghaih paduek han pakrong kaminawk loe kai hanah thaang patung o: nganbawh kana paek hanah kai pakrong kaminawk loe, athun qui amrohaih hoi alinghaih lok to thuih o.
13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.
Toe kai loe naapang baktiah ka oh moe, pakhaa ang thai ai lokaa baktiah ka oh.
14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,
Lok thaikop ai, lokthuih palaem let thai ai kami baktiah ni ka oh.
15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
Aw Angraeng, nang ni kang oep: Aw Angraeng ka Sithaw, nang mah loe nang pathim tih.
16 Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
Nihcae mah kai anghoe o thuih ueloe, kam thaek naah nihcae mah kai han amoek o thui tih, to pongah na pathim raeh, tiah ka thuih.
17 naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«
Palungsethaih boeng thai ai boeh pongah, kam timh tom boeh.
18 Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
Ka sakpazaehaih to taphong moe, ka zaehaih pongah dawnpakhuem han boeh.
19 thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.
Ka misanawk loe ngantui o moe, thacak o parai: tidoeh na ai ah kai hnuma kaminawk loe paroeai pop o.
20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
Kahoih hmuen to ka patom pongah, hoihaih to sethaih hoiah pathok kaminawk loe kai ih misa ah oh o.
21 som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.
Aw Angraeng, na prawt sut hmah: Aw ka Sithaw, kangthla ah na om taak hmah.
22 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
Aw Angraeng kai pahlonghaih, kai abomh hanah karangah angzo rae ah.
