Salme 35

1 Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

Gospode! budi suparnik suparnicima mojim; udri one koji udaraju na me.

2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

Uzmi oružje i štit, i digni se meni u pomoæ.

3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«

Potegni koplje, i presijeci put onima koji me gone, reci duši mojoj: ja sam spasenje tvoje.

4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

Neka se postide i posrame koji traže dušu moju; neka se odbiju natrag i postide koji mi zlo hoæe.

5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,

Neka budu kao prah pred vjetrom, i anðeo Gospodnji neka ih progoni.

6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!

Neka bude put njihov taman i klizav, i anðeo Gospodnji neka ih tjera.

7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Jer ni za što zastriješe mrežom jamu za mene, ni za što iskopaše jamu duši mojoj.

8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

Neka doðe na njega pogibao nenadna, i mreža koju je namjestio neka ulovi njega, neka on u nju padne na pogibao.

9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

A duša æe se moja radovati o Gospodu, i veseliæe se za pomoæ njegovu.

10 alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«

Sve æe kosti moje reæi: Gospode! ko je kao ti, koji izbavljaš stradalca od onoga koji mu dosaðuje, i ništega i ubogoga od onoga koji ga upropašæuje?

11 Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Ustaše na me lažni svjedoci; što ne znam, za ono me pitaju.

12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Plaæaju mi zlo za dobro, i sirotovanje duši mojoj.

13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

Ja se u bolesti njihovoj oblaèih u vreæu, muèih postom dušu svoju, i molitva se moja vraæaše u prsima mojima.

14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

Kao prijatelj, kao brat postupah; bijah sjetan i s oborenom glavom kao onaj koji za materom žali.

15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;

A oni se raduju kad se ja spotaknem, i kupe se, kupe se na me, zadaju rane, ne znam zašto, èupaju i ne prestaju.

16 for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.

S nevaljalijem i podrugljivijem besposlièarima škrguæu na me zubima svojima.

17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

Gospode! hoæeš li dugo gledati? Otmi dušu moju od napadanja njihova, od ovijeh lavova jedinicu moju.

18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

Priznavaæu te u saboru velikom, usred mnogoga naroda hvaliæu te:

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

Da mi se ne bi svetili koji mi zlobe nepravedno, i namigivali oèima koji mrze na me ni za što.

20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;

Jer oni ne govore o miru, nego na mirne na zemlji izmišljaju lažne stvari.

21 de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«

Razvaljuju na me usta svoja, i govore: dobro! dobro! vidi oko naše.

22 Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

Vidiš, Gospode! nemoj muèati; Gospode! nemoj otstupiti od mene.

23 rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

Probudi se, ustani na sud moj, Bože moj i Gospode, i na parnicu moju.

24 døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Sudi mi po pravdi svojoj, Gospode, Bože moj, da mi se ne svete.

25 Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«

Ne daj da govore u srcu svojem: dobro! to smo htjeli! Ne daj da govore: proždrijesmo ga.

26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Nek se postide i posrame svi koji se raduju zlu mojemu, nek se obuku u stid i u sram koji se razmeæu nada mnom.

27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«

Neka se raduju i vesele koji mi žele pravdu, i govore jednako: velik Gospod, koji želi mira sluzi svojemu!

28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

I moj æe jezik kazivati pravdu tvoju, i hvalu tebi svaki dan.