Salme 35
1 Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
MAING, kom kotin pei ong ir, me kin pei ong ia; o kotin palian ong ir, me kin u ong ia.
2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
Re kotin ale pere o tatan mauin ap kotida, pwen sauasa ia.
3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«
Ngapekida katieu sauasa ia ong ai imwintiti kan. Kotin masan dong ngen i: Ngai sauas pam!
4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
Me men kame ia la, en namenokala o kankaururala; o me men wia sued ong ia, en pure wei o sarodi.
5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,
Ren wiala dueta dip en kisin war akan mon kisiniang, o tounlang en Ieowa sikin irail wei.
6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!
Al arail en rotorotala o kitentel la, o tounlang en Ieowa en kotin pakipaki irail.
7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
Pwe re insensara ia, pwen kame ia la, ap sota karepa, o re wia por ong ia, a sota karepa.
8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
A en seseinlek lodi ong kalokolok; o insar me a wiadar, pein i en lodi ong; o mela en lel ong i wasa o.
9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
A ngen i en perenki Ieowa o polauleki a kotin sauasa ia.
10 alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«
Kokon ai kan karos pan inda: Maing, is me rasong komui? Pwe kom kotin sauasa me luet o ong me a sota itar ong, o kom kotin sauasa me luet o samama ong me lolap akan.
11 Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
Saunkadede likam kai u ong ia, kalelapok re i, me i sota asa due.
12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
Re kin depukki me mau me sued, pwen kainsensuede kin ia.
13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
A ngai, ni ar somau, i puri ong nan tuk en likau, o kaloke pein ngai ni ai kaisesol, o kapakap sang mongion i.
14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
Ngai wiai ong ir dueta ong kompoke pa i o udan ri ai; ngai insensued dueta amen, me kin loleitki in a.
15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;
A irail peren kida ai sikilikel o pokon pena. Men lalaue pokon penang ia o song en aramas, me i sasa, kin lalaue ia ansau karos.
16 for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.
Re ngi tete ong ia, irail, me kin sansalmau o lalaue pweki kisin manga.
17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
Maing, arai da, me kom pan kotin masani mepukat? Dorela ngen i sang arail mesued, o maur ta ieu sang laien pulepul akan.
18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
I pan kapinga komui nan momodisou laud, o nan pung en aramas toto i pan danke komui.
19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
Der mueid ong ai imwintiti nin sokarepa, ren peren kin ia, o me kin kailong kin ia nin sokarepa, ren der lalaue ia ki mas arail.
20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
Pwe ar lokaia sota kin kareda popol, o re kin madamadaua, en dipi ong me lelapok kan nan sap o.
21 de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«
O re sar pasang au arail ong ia indada: Io io, pein kit kilanger.
22 Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
Maing, kom kotin mangi mepukat, kom der kotin nenenla, Maing, kom der doo sang ia!
23 rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
Kotin opala wasa o kipada, pwen kapung ia la o ai dodok, ai Kot o ai Kaun.
24 døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
Maing, ai Kot, kotin kapung ia la duen omui pung, pwe ren der peren kin ia.
25 Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«
Der mueid ong, ren inda nan mongiong arail: Io, io, i me se men! Der mueid ong, ren inda: Kitail katalalar i.
26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
Irail karos, me peren kida ai apwal akan, en namenokala o kankaurura la, ir me poponmaso ong ia, en likau kida namenok o kankaurur.
27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«
Irail me kin peren kida ai pung en ngisingis o pereperen, o ren inda ansau karos: Meid kapinga ong Ieowa, me kin perenki sauasa sapwilim a ladu o,
28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
O lo i en kapakaparok duen omui pung, o kapinga komui ran karos.
