Salme 35

1 Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

`To Dauid. Lord, deme thou hem, that anoien me; ouercome thou hem, that fiyten ayens me.

2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

Take thou armeris and scheeld; and rise vp into help to me.

3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«

Schede out the swerd, and close togidere ayens hem that pursuen me; seie thou to my soule, Y am thin helthe.

4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

Thei that seken my lijf; be schent, and aschamed. Thei that thenken yuels to me; be turned awei bacward, and be schent.

5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,

Be thei maad as dust bifor the face of the wynd; and the aungel of the Lord make hem streit.

6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!

Her weie be maad derknesse, and slydirnesse; and the aungel of the Lord pursue hem.

7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

For with out cause thei hidden to me the deth of her snare; in veyn thei dispisiden my soule.

8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

The snare which he knoweth not come to hym, and the takyng which he hidde take hym; and fall he in to the snare in that thing.

9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

But my soule schal fulli haue ioye in the Lord; and schal delite on his helthe.

10 alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«

Alle my boonys schulen seie, Lord, who is lijk thee? Thou delyuerist a pore man fro the hond of his strengere; a nedi man and pore fro hem that diuersely rauischen hym.

11 Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Wickid witnessis risynge axiden me thingis, whiche Y knewe not.

12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Thei yeldiden to me yuels for goodis; bareynnesse to my soule.

13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

But whanne thei weren diseseful to me; Y was clothid in an heire. I mekide my soule in fastyng; and my preier schal be turned `with ynne my bosum.

14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

I pleside so as oure neiybore, as oure brother; Y was `maad meke so as morenynge and sorewful.

15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;

And thei weren glad, and camen togidere ayens me; turmentis weren gaderid on me, and Y knew not.

16 for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.

Thei weren scaterid, and not compunct, thei temptiden me, thei scornyden me with mowyng; thei gnastiden on me with her teeth.

17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

Lord, whanne thou schalt biholde, restore thou my soule fro the wickidnesse of hem; `restore thou myn oon aloone fro liouns.

18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

I schal knowleche to thee in a greet chirche; Y schal herie thee in a sad puple.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

Thei that ben aduersaries wickidli to me, haue not ioye on me; that haten me with out cause, and bikenen with iyen.

20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;

For sotheli thei spaken pesibli to me; and thei spekynge in wrathfulnesse of erthe thouyten giles.

21 de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«

And thei maden large her mouth on me; thei seiden, Wel, wel! oure iyen han sien.

22 Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

Lord, thou hast seen, be thou not stille; Lord, departe thou not fro me.

23 rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

Rise vp, and yyue tent to my doom; my God and my Lord, biholde in to my cause.

24 døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Mi Lord God, deme thou me bi thi riytfulnesse; and haue thei not ioye on me.

25 Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«

Seie thei not in her hertis, Wel, wel, to oure soule; nether seie thei, We schulen deuoure hym.

26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Shame thei, and drede thei togidere; that thanken for myn yuels. Be thei clothid with schame and drede; that speken yuele thingis on me.

27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«

Haue thei ful ioie, and be thei glad that wolen my riytfulnesse; and seie thei euere, The Lord be magnyfied, whiche wolen the pees of his seruaunt.

28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

And my tunge schal bithenke thi riytfulnesse; al day thin heriyng.