Salme 31
1 Til Sangmesteren. En Salme af David. HERRE, jeg lider paa dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,
Til Sangmesteren; en Psalme af David. Herre! jeg tror paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
2 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;
Bøj dit Øre til mig, red mig hastelig; vær mig en fast Klippe, en sikker Borg til at frelse mig.
3 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,
Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld vil du lede mig og føre mig.
4 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
Du vil udføre mig af Garnet, som de have skjult for mig; thi du er min Styrke.
5 i din Haand befaler jeg min Aand. Du forløser mig, HERRE, du trofaste Gud,
I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
6 du hader dem, der holder paa Løgneguder. Men jeg, jeg stoler paa HERREN,
Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.
7 jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet paa min Sjælekvide.
Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæleangest.
8 Du gav mig ikke i Fjendens Haand, men skaffede Rum for min Fod.
Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.
9 Vær mig naadig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.
Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.
10 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine Aar i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.
11 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig paa Gaden, flygter for mig.
Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.
12 Som en død er jeg gaaet dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var som et Kar, der gaar tabt.
13 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, naar de holder Raad imod mig, pønser paa at tage mit Liv.
Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.
14 Men, HERRE, jeg stoler paa dig; jeg siger: Du er min Gud,
Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
15 mine Tider er i din Haand. Red mig fra Fjenders Haand, fra dem, der forfølger mig,
Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.
16 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.
17 HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg raaber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden. (Sheol h7585)
Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget. (Sheol h7585)
18 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.
19 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider paa dig, for Menneskebørnenes Øjne.
Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.
20 Du skjuler dem i dit Aasyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme dem i en Hytte for Tungers Kiv.
21 Lovet være HERREN, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.
Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.
22 Og jeg, som sagde i min Angst: »Jeg er bortstødt fra dine Øjne!« Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg raabte til dig.
Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.
23 Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod.
24 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier paa HERREN!
Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!
