Salme 22
1 Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
Načelniku godbe o prvi zarji; psalm Davidov. Bog moj mogočni, Bog moj mogočni, zakaj si me zapustil? daleč od blaginje moje, od stoka mojega besed?
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Bog moj, zakaj me ne uslišiš, ko te kličem podnevi? in ponoči ni mi pokoja.
3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Saj si vendar svet, stanoviten, popolna hvala Izraelova.
4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
Tebi so zaupali očetje naši; zaupali so, in osvobodil si jih.
5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
K tebi so vpili, in oteti so bili, v té so zaupali in ni jih bilo sram.
6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
Jaz pa sem črv, in ne mož; sramota ljudém in zaničevanje ljudstvu.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Vsi, ki me vidijo, namrdavajo se mi; režé se, glavó majó:
8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
H Gospodu pribega, reši ga naj; otmè ga naj, ker ima veselje nad njim.
9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
Saj ti si, ki si me potegnil iz materinega telesa, storil si, da sem brez skrbi živel na prsih matere svoje.
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
K tebi sem bil zagnan od rojstva, od telesa matere moje bodi Bog moj mogočni.
11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Ne bivaj daleč od mene, ko je blizu stiska, ko ni pomočnika.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Obdajajo me junci mnogi, krepki junci Bazanski obsipljejo me.
13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Žrelo svoje odpirajo zoper mene, kakor lev zgrabljiv in rujoveč.
14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Kakor voda se razlivam, in vse kosti moje se razklepajo; srce moje je podobno vosku, taja se v osrčji mojem.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
Moja moč je suha kakor čepinja, in jezik moj se prijemlje neba mojega, in devaš me v smrtni prah.
16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Ker obdali so me psi; hudobnikov krdela so me obsula; prebodli so moje roke in noge moje.
17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
Seštel bi lahko vse svoje kosti; oni gledajo, ozirajo se v mé.
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
Oblačila moja delé med seboj, in za suknjo mojo mečejo kocko.
19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
Ti torej, Gospod, ne bivaj daleč, krepost moja, hiti na pomoč mojo.
20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
Otmi meča dušo mojo, psa edino mojo.
21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Reši me žrela levovega, in rogov samorogov, uslišavši me.
22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Ime tvoje bodem oznanjal bratom svojim; sredi zbora bodem te hvalil:
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
Vi, ki se bojite Gospoda, hvalite ga; vse seme Jakobovo hvali ga; in boj se ga vse seme Izraelovo.
24 »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Ker ne zameta in ne zaničuje siromaštva siromakovega, in pred njim ne skriva obličja svojega; temuč ko vpije do njega, usliši ga.
25 Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
O dobrotah tvojih bode hvala moja v zboru velikem; obljube svoje bodem opravljal v pričo njih, ki se ga bojé.
26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
Jedli bodejo krotki in nasitili se; hvalili bodejo Gospoda, kateri ga iščejo; srce vaše bode živelo vekomaj.
27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Spomnijo se in povrnejo se h Gospodu vse meje zemlje, in priklonijo se pred teboj vse družine narodov.
28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
Ker Gospodovo je kraljestvo samo, in gospostvo ima nad narodi.
29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
Jedli bodo in priklanjali se vsi zemlje bogatini; pred njim bodejo padali, katerikoli pojdejo dol v prah; kateri ni ohranil duše svoje v življenji.
30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
Teh seme bode ga čestilo, prištevalo se bode Gospodu vsak čas.
31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Prihajali bodo in oznanjali pravico njegovo ljudstvu, ki se rodi, da je pravičen.
